I næste måned får første halvdel af Netflix-hitserien ‘The Crown’s sjette og sidste sæson omsider premiere.
Nu har streamingtjenesten delt første fulde trailer til de nye afsnit, som blandt andet følger Prinsesse Dianas turbulente liv frem til sin dødsulykke i 1997.
»Det har alt sammen været ret skørt på det seneste«, siger Elizabeth Debicki i traileren som Prinsesse Diana, da hendes sønner spørger, om hun er okay – hvilket hun tydeligvis ikke er.
Sjette sæson vil naturligvis også følge Imelda Staunton som Dronning Elizabeth II, Dominic West som Prins Charles og Olivia Williams som Camilla Parker Bowles. De unge talenter Ed McVey, Luther Ford og Meg Bellamy debuterer som henholdsvis Prins William, Prins Harry og Kate Middleton.
Del 1 af den nye sæson lander på Netflix 16. november, hvorefter anden del kommer 14. december.