’Cat Person’: Berømt datinghistorie er blevet til en forskruet film
Dating og sex kan være et frydefuldt sanseland. Men det kan desværre også være et toksisk og smertefuldt minefelt.
Fremgik det ikke allerede inden, blev det særligt tydeligt i 2017, hvor en af de omvæltende MeToo-bølger skyllede ind over os og den gængse seksualmoral. Meget passende var det selvsamme år, at The New Yorker udgav Kristen Roupenians omstridte novelle ’Cat Person’.
Med ærlighed og skarpe observationer formåede Roupenian at skildre en ung kvindes tanker om seksuelle (magt)forhold og begær, hvorved hun bidrog til en mangefacetteret behandling af og debat om igangværende kønsdynamikker og grænser. Og læsere diskuterer fortsat: Hvem er skurk, og hvem er offer i hendes moderne krops- og kærlighedsfortælling?
Baseret på denne novelle har Susanna Fogel skabt en film af samme navn, der præcis som sin litterære forgænger kredser om datinglivets fornøjelser og farer i følgeskab med den 20-årige collegestuderende Margot (Emilia Jones), der indleder en romantisk relation til den 33-årige – og derfor noget ældre – Robert (Nicholas Braun).
Med lunkne skuespilpræstationer fremstammer de bærende roller et lige dele kækt og akavet første møde i den biograf, hvor den kvindelige hovedperson deltidsarbejder. De griner lidt, flirter lidt og telefonnummerudveksler lidt, og herefter er deres sms-tråd hurtigt et sammenskudsgilde af håbefulde beskeder, kærlige emojis og et enkelt undertøjsbillede.
Deres efterfølgende fysiske møder er dog ingenlunde lige så glædelige, men snarere en jammerlig omgang af misforståelser og følelsesundertrykkelse, der slet og ret munder ud i filmhistoriens værste kys og dårlig sex med tennissokker og falske orgasmer.
Margot beslutter at bryde kontakten, men er – som mange kvinder før hende – ikke blot bange for, at Robert skal blive vred, men også at han vil gøre hende fortræd.
For som det fremgår af filmens citat af den canadiske forfatter og litteraturkritiker Margaret Atwood, er mænds største frygt, at kvinder griner af dem, og kvinders største frygt er, at mænd slår dem ihjel.
Med denne kendsgerning indprentet i huden og på lærredet forvandles Fogels adaption fra en girl-meets-boy/man-historie til en horrorfilm, hvor gysergreb benyttes i fortællingen om Margot og Robert, og om en kvindes gennemsyrende frygt for forfølgelse, overgreb og drab.
’Cat Person’ er derfor leveringsdygtig i jump scares og skærende musik og lader en undervældende Isabella Rossellini optræde som en fusion af mørkets fyrstinde og insektbegejstret professor, der ved hjælp af overfortalte dyreanalogier beretter, at erotik og død er uadskillelige størrelser – hvis nu publikum og Margot ikke allerede var bange.
De mange skræksekvenser er lidt af en rodebunke og bliver udmattende i længden, men de tydeliggør dog, hvor gåsehudsfremkaldende kvinderes gåture i mørket og i datinguniverset kan være, og filmen rammer således en hjerteskærende tematik, der sender grædende tanker til #TextMeWhenYouGetHome.
Men mange af filmens horrorscener er forestillede og et udtryk for hovedkarakterens indre angst. ’Cat Person’ fremlægger spørgsmålene: Foregår det hele bare i Margots frygtsomme fantasi? Ser hun blot forulempende og kvælertagende spøgelser, eller er der grund til bekymring og peberspray? Er Robert lige så modbydelig, som Margot bilder sig ind?
Det er generelt set ikke nødvendigvis forkerte spørgsmål at stille, for der er en (måske provokerende og kritisabel) pointe i, at hvad der for nogle er en tinderisk drøm, er for andre et grænseoverskridende mareridt – afhængigt af perspektiv og privilegier.
Men problemet her er meget simpelt: Trods filmens halvhjertede forsøg på at bevise det modsatte er Robert væmmelig og stalkeragtig. ’Cat Person’ ikke blot reproducerer fortællingen om den ’stygge mand’, men får også victim-blaimer-karakter ved at mistænkeliggøre, hvorvidt Margots ubehag er reel og berettiget.
Det havde nu ellers været forfriskende med en vellykket nuancering af skurkebilledet og relationer post-MeToo-bevægelserne, hvor filmens noget hule og forudsigelige dialog kunne have været udskiftet med et udviklet og kløgtigt sprog for samtykke og afvisning.
Udover en udmærket argumentation vedrørende populærkulturens enorme indvirkning på vores forståelse af, hvad der opfattes som forførende – hvorfor både mænd og kvinder kan være ofre for en forskruet forestilling om maskulin erobringsmagt – har den amerikanske instruktør ikke blot slagtet alle nuancerne i den originale ’Cat Person’, men også i samtalen om vor tids datingproblematikker.
Kort sagt:
Med mindre du elsker victim blaming, tennissokkesex og en uoplagt Isabella Rossellini behøver du ikke at se denne film.