’Alt det lys, vi ikke ser’: Netflix’ bestsellerserie er det værste, en fortælling kan være

’Alt det lys, vi ikke ser’: Netflix’ bestsellerserie er det værste, en fortælling kan være
'Alt det lys, vi ikke ser'. (Foto: Timea Saghy/Netflix)

Først var der bogen: ’Alt det lys vi ikke ser’.

Den handlede om skønheden i det mellemliggende. Det, der umærkeligt passerer, når vi forjages og glemmer at dvæle. Glemmer at lytte.

I modsætningen står ideologiens radikalisering. Symbolismen og hagekorset. Det stringente narrativ om det grandiose og slagkraftige. Nazidoktorer målte arisk ophav efter afstanden imellem fysiske kendetegn. Næsebro til mundstykke. Kindben til kindben. Sterile instrumenter og umiddelbare forhold.

Fascismen har altid indeholdt en metodisk modsætning. Den stræber efter det perfekte, men strander ved det middelmådige, fordi dens metode ikke giver plads til fantasiens mulighed for skønheden imellem faste konstanter.

‘Alt det lys, vi ikke ser’. (Foto: Atsushi Nishijima/Netflix)

Og derfor er Netflix’ serieudgave af ’Alt det lys, vi ikke ser’ et sterilt rovmord på sit ophavsmateriale. En uinspireret skabelonserie, der forlader sig på det overfladiske og pompøse. Violiner og tårevædede øjne.

Ikke bare er den komplet ligegyldig, som en parentes imellem parenteser, men en decideret antitese til budskabet i Anthony Doerrs ukuelige krigsroman: Det vigtigste lys er det, der ikke viser sig for det blotte øje. Det skal fremmanes af nysgerrigheden på afstanden imellem linjerne.

Linjerne er simple. Anden Verdenskrig. To hovedpersoner opvokser hver for sig i et skæbnemæssigt parallelforløb, der flugter tematisk som snorrelige togspor. Den blinde pige Marie (Aria Mia Loberti) og den tyske Hitler-Jugend Werner (Louis Hoffman), der begge tiltrækkes af den samme radiostation. Forskellige ophav på identisk bølgelængde.

Maries far er vicevært på et museum, der gemmer på fantastiske ædelsten. Særligt ’Flammernes hav’, et artefakt, der siges at kunne skænke evigt liv til dens ejermand. En legende, som jages af nazi-juveleren Major Reinhold (forspildt velspillet af Lars Eidinger), der tørster efter helbredelse fra sin terminale sygdom. Marie har stenen og radioen. Reinhold og Werner halser efter.

‘Alt det lys, vi ikke ser’. (Foto: Doane Gregory/Netflix)

Er det forkert at anmelde en serie ud fra dens originalmateriale? Snobbet? Er det ikke ok, at en serie bare er udmærket underholdning?  

Problemet er, at ’udmærket’ allerede er Hollywoods store vinder. Tidens film og serier er befæstet med gennemsnitlighed, som en skibsmast med termitter. På et tidspunkt knækker den over, og vi forlader os på benzinmotorens velkalkulerede omdrejninger. Gentagelser, der ender i forfladigelser og destruktioner.

Hvis du vil underholdes, er ’Alt det lys, vi ikke ser’ en udmærket serie. Den er fin. Middelmådig. Spegepølse. Et par lunkne tennisstrømper, der er blevet varmet op på radiatoren. Lakridshatten i en pose Haribo-slik. Jolly-cola. Frysepizza fra Doktor Oetker. Tilfredsstillelsen ved at klø i et daggammelt myggestik. I morgen klør det et andet sted. Så kan man se noget nyt. Mulighederne står i kø. Husk at pleje din kløe.

Bogen er vigtig. Måden, hvorpå serien forråder den, er symptomatisk for mere end resultatet.

I romanen er Werners indlemmelse i Nazityskland ikke et resultat af trusler og vold, men konsekvensen af et dybt menneskeligt begær efter en bedre fremtid. Werner er forældreløs. Han har udsigt til at arbejde i den samme mine, hvor hans far døde. En dag får han mulighed for at bruge sit talent til at reparere en radio.

Det er en naziradio i et nazihus. Manden er naziofficer, og konen er nazikone, men han hæfter sig ved hendes ben og stuens kakkelovnsvarme. Den spirende seksualitet og følelsen af at være nyttig, eftertragtet og særlig.

‘Alt det lys, vi ikke ser’. (Foto: Katalin Vermes/Netflix)

Det er denne besnærende anerkendelse, som indlemmer ham under Hitlers faner. Selvsamme tiltrækning til at ’kunne mere’ og ’fortjene bedre’, der drev Nazityskland fremad. Bogen menneskeliggør begge sider.

Men i serien er nazisterne tegneseriefigurer. Her gør Werner alt det onde stik imod sin vilje. For ondt og godt har ingen syntese. Der er gode mennesker og onde mennesker, og imellem linjerne findes intet.

Selve den komplicerede menneskelighed, som bogen satser alt på, forsvinder i en serie, der forkaster nuancerne for at appellere til fordummelsen. Dens fortegnede spejdermoral bliver malet i ansigtet på os med penselstrøg fra en forhammer. Cliffhangers, ekspositionsdialog og et uinspireret musikalsk tema i form af Debussys tyndslidte ’Clair De Lune’. Effektivt, kalkuleret. Brutalt.

Hvis Goebbels havde levet i dag, ville han producere ’udmærket’ underholdning for et nydelseshungrende publikum, der mestendels findes i marketingmaskinens uinspirerede våddrømme.


Kort sagt:
’Alt det lys, vi ikke ser’ er det værste, en fortælling kan være: udmærket underholdning. Skyl den ned med lunken postevand og tusinde bristede forhåbninger for skabertrangens vovemod.

’Alt det lys, vi ikke ser’. Skabere: Steven Knight, Shawn Levy. Medvirkende: Aria Mia Luberti, Louis Hoffmann, Lars Eidinger, Hugh Laurie, Mark Ruffalo. Spilletid: 4 afsnit á 51-62 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af