’All the Colours of the World Are Between Black and White’: Prisvindende queerfilm føles lige så lang som sin titel
Hvad kan man gøre, når man ikke kan være sig selv?
Det er grundspørgsmålet i ’All the Colours of the World are Between Black and White’ – noget så sældent som en nigeriansk queerfortælling i de danske biografer.
Instruktør Tunde Apalowos nye film, som vandt LGBTQ+-prisen Teddy på årets Berlinale, handler om to mænds spirende forelskelse i et land, hvor homoseksualitet ikke bare er tabuiseret, men også strafbart.
I starten af filmen er vi vidne til et uhyggeligt eksempel på diskrimination, da hovedpersonen Bambino sidder ved en gadebod og spiser et måltid. I baggrunden begynder tre mænd at råbe efter en fjerde mand, fordi han er iklædt stramme jeans. Snart efter overfalder de ham med slag og spark, mens de spørger, om han kan lide at få den i røven, og om han går med ble. Bambino stiller sin tallerken fra sig og lister væk.
Efter sådan et optrin forstår man godt, hvorfor Bambino selv har umådeligt svært ved at springe ud – og erkende, at han er tiltrukket af en anden ung mand, den lokale amatørfotograf Bawa.
De mødes første gang, da Bambino kommer med en pakke til Bawa i sit arbejde som pakkeleverandør for EKO Logistics. Bawa tager forsigtigt sit spejlreflekskamera frem og spørger, om han må tage et portræt af den motorcykelhjemklædte fyr.
Arbejdet med dette og mange flere portrætter bliver Bambino og Bawas undskyldning for at være sammen – og langt hen ad vejen det tætteste, de kommer på fysisk og seksuel kontakt.
Bawa kommer med gaver og taler om fremtiden. Men Bambino er meget tilbageholdende. Han lever i en nærmest stivnet tilstand, fastfrosset i sin (berettigede) frygt for at blive stigmatiseret og få ødelagt sit liv, hvis det kommer frem, at han er til mænd.
På samme vis er fortællingen meget langsomt og tilbageholdende fortalt. Det mestendels statiske kamera framer mange af billederne i øjenhøjde og på god afstand til karaktererne. De fleste af fortællingens biroller forbliver ansigtsløse, fordi de optræder uden for billedet.
Dette radikale stilistiske greb forstærker effektivt det klaustrofobiske indtryk af ensomhed og følelsesmæssigt fangenskab, som Bambino befinder sig i.
Hovedkaraktererne selv er også med til at holde fortælletempoet nede, fordi de både taler og bevæger sig langsomt. Selv da Bambino ved et uheld får et slag i hovedet, da to andre mænd kommer op at slås, går han stille og roligt væk fra situationen med hånden foran sin blodtud.
’All the Colours of the World Are Between Black and White’ har egentlig meget til fælles med anden nylig biografpremiere, nemlig marokkanske ’Den blå kaftan’. Også denne film handler om to homoseksuelle mænds tabuiserede begær i et undertrykkende samfund.
Sammenlignet med den sensuelle og følelsesmæssigt involverende oplevelse, som ’Den blå kaftan’ kom med, fremstår det nigerianske sidestykke langt mere distancerende og desværre en smule kedeligt.
Det giver god mening, at forholdet mellem Bambino og Bawa kun udvikler sig i sneglefart, når det omkringliggende samfund ikke tillader andet. Men det betyder også, at ’All the Colours of the World Are Between Black and White’, trods en sparsom spilletid på halvanden time, føles lige så lang som sin titel.
Det er ærgerligt, at filmen ikke er mere engagerende. For den tragiske historie, der er inspireret af oplevelser i instruktørens omgangskreds, har fortjent at blive fortalt og hørt.
Kort sagt:
Den nigerianske queerfilm ’All the Colours of the World Are Between Black and White’ har en interessant stil, men bevæger sig frem i samme tempo som sin nervøse hovedperson: meget langsomt.