’Den blå kaftan’: Der ligger en kæmpestor smerte i dette nye drama – og det er svært ikke at fælde en tåre
En mands hænder glider hen over et blåt klæde, langsomt og nænsomt, som var det en person, han havde kær.
Sådan starter ’Den blå kaftan’, og sådan forsætter filmen – med ro, sensualitet og kærlighed.
Maryam Touzanis marokkanske drama, der er co-produceret af det danske selskab Snowglobe, følger ægteparret Halim og Mina, som sammen driver et skrædderi i Salé.
Her laver Halim sit smukke syarbejde i hånden, uden brug af symaskine. Det tager derfor den tid, det nu tager, må Mina forklare en småvrissen kunde, som venter på at modtage den blå kaftan, hun har bestilt.
Filmens hovedkonflikt drejer sig dog ikke om denne klædedragt, selvom den får en signifikant rolle hen mod slutningen.
Parret har gennem deres mangeårige ægteskab gemt på en hemmelighed: Halim er homoseksuel. Af og til mødes han med ligesindede mænd i det lokale bad for at have sex, hvilket er en forbrydelse i Marokko. At de alligevel elsker hinanden meget højt, finder man ud af undervejs.
Da parret ansætter skrædderlærlingen Youssef, opstår der en særlig kemi mellem Halim og den unge mand – og utvetydig jalousi fra Minas side. De små gnidninger må dog vige pladsen for en større udfordring, da Mina, selvom hun forsøger at skjule det, viser sig at være meget syg.
Havde ’Den blå kaftan’s fortælling været i andre, mindre fintfølende hænder, kunne dramaet sagtens have kammet over i råb, skrig og hulken. Instruktør Maryam Touzani er heldigvis gået i en anden retning, der vækker mindelser om det rørende drama ’Close’.
Ligesom i den belgiske film holder karaktererne nemlig længe på deres følelser uden at sætte ord på dem. De to mænds tabuiserede begær forbliver usagt. Filmen fokuserer ofte på de tre hovedpersoners blikke, for kun her kommer deres indre liv til udtryk.
I ’Den blå kaftan’s levende lyddesign kan man hele tiden høre den verden, som udspiller sig uden for skrædderbutikken. Dermed mærker man også konstant truslen fra potentielle vidner, der kan træde ind og se de få forbudte kærtegn mellem Halim og Youssef.
»Jeg har ventet 25 år på, at du skulle vaske mit hår«, siger Mina veltilfreds, da Halim en aften gør netop dette. »Du kunne bare have spurgt«, svarer han sin elskede hustru.
Det er netop pointen med ’Den blå kaftan’, at mennesker i konservative samfund – og til tider også i mere progressive lande som Danmark – ikke altid bare kan spørge efter kærlighed.
Deri ligger der en kæmpestor smerte, som Saleh Bakri, skuespilleren bag Halim, formidler stilfærdigt og sympatisk. Lubna Azabel, der spiller Mina, fungerer rigtigt godt som hans ekstroverte og charmerende beskytter.
Når karaktererne omsider fortæller hinanden, hvad der har dirret under overfladen gennem hele filmen, er det svært ikke at fælde en tåre. Selv da der omsider bliver prikket hul på bylden, og følelserne vælter frem, sker det fortsat med lav og blid stemmeføring.
Det gør så ondt at overvære Halim bære rundt på skam. Men ’Den blå kaftan’ udpensler ikke pinslen. Filmen behandler sine karakterer exceptionelt omsorgsfuldt.
Kort sagt:
Den marokkanske instruktør Maryam Touzani behandler sine skamfulde karakterer med stor omsorg i det rørende drama ’Den blå kaftan’.