’Idioten’: Man mærker smerten i hver eneste scene af sørgmodig dansk underklassefilm

Tobias (Jacob Skyggebjerg) modtager en omfattende velsignelse fra en lokal kristen missionær forud for en samtale på jobcentret. Vi er sikkert mange, der ville reagere med et anstrengt smil og himmelvendte øjne på den slags. Tobias føler sig uden ironi opløftet og takker for velsignelsen, også selvom man mærker, at det religiøse sprog er ham fremmed. 

Scenen er så aparte, pudsig og sjov, at jeg for en stund troede, jeg skulle se en vindskæv mainstream-komedie om en enfoldig mand med et hjerte af guld.   

Men der bliver længere og længere mellem grinene, jo længere man når igennem ’Idioten’. Dostojevskijs berømte roman ’Idioten’ handlede om Fyrst Mysjkin, der også er en af verdenslitteraturens ikoniske karakterer i kraft af en særlig godhjertet uskyld.

Tobias er muligvis en efterkommer til den russiske romanforfatters figur. Forfatteren Jacob Skyggebjerg spiller ham med stor sårbarhed, troskyldighed og karisma. Han er et mandebarn i kansas-jakke og udvasket hættetrøje, der lige har fået åbnet øjnene op for skuespil under et højskoleophold i Aarhus.

Hjemvendt til provinsen er det dog svært at overbevise omverdenen om, at kunsten kan være et kald. På jobcentret vil man have Toby, som hans venner kalder ham, tilbage på et lager at arbejde, nu hvor han med teaterkurset har bevist, at han rent faktisk kan møde til tiden.

Men Tobias har fået færten af et andet liv. Spørgsmålet er blot, om skuespillerdrømmene har gang på jord? Lever Tobias i den virkelige, gråsprængte verden som de øvrige karakterer?

’Idioten’ har en sørgmodighed over sig, der tager bolig i kroppen på samme langsomme måde, som fugt og mug indtager et nedrivningstruet hus et sted i provinsen.  

Kasper Rune Larsen debuterede i 2017 overbevisende med ’Danmark’, der var som en dansk udgave af Larry Clarks ’Kids’ med et meget større hjerte og en masse underholdende tomgangs-snak som hos tidlig Richard Linklater og Kevin Smith.

’Idioten’ handler om mennesker, der er rykket fra de sene teenageår og op i 30’erne, den er mere cinematisk og poetisk i sit filmiske blik, men har den samme improviserede og levede fornemmelse, der også distancerede ’Danmark’ fra typisk staveplade-dramatik. Karaktererne taler grimt, ukurant og bandende på en hypervirkelig måde, der er svær at presse ud af en skrivemaskine. Vi er også her i nederste socialklasse med discount-cola og køkken i brune farver, men alt er mere knugende og forgrædt end i debutfilmen.

Også i ’Idioten’ er der som i ’Danmark’ en graviditet, som tårner sig op over personernes liv. Tobias kæreste Cille (Sarah Juel Werner) venter sig. Ligesom Toby kan heller ikke hun rigtigt finde en plads i livet, og for hende var det et dårligt forløb på social- og sundhedsuddannelsen, der nu har parkeret hende på sygedagpenge. 

Tobias vil ikke tilbage til håndværkerfaget som sin omgangskreds, han vil være skuespiller og kommer til da også til en enkelt casting på Vega på den fjerne planet København. 

Får han rollen? Man håber det som seer. Man må desværre også sande, at man ofte forholder sig lige så tvivlende som den mistroiske velfærdsmaskine. 

Myndighedernes næsebor fanger noget, der er langt fra Politiken Plus-segmentet. Cille møder alene op til scanningerne (i enkelte sammenhænge er Tobias vitterlig en idiot) og spiser mest pasta og ingen vitamintilskud, fortæller hun troskyldigt jordemoderen. Snart er de indkaldt til bekymringssamtale. Samtalerne med kommunens sagsbehandler med den høje pande er forfærdelige at sidde med til som tilskuer i al deres umyndiggørelse. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg personligt deler instruktør og manuskriptforfatter Kasper Rune Larsens had til Systemet. Jeg tror måske, filmen stiller nogle svære spørgsmål op lovlig sort-hvidt. Men alligevel blev jeg påvirket af den bevægende historie om at blive overhørt og udsat for mistro af velfærdssamfundets funktionærer.  

Der er en smuk ironi i, at det er teateret, der åbner Tobias’ øjne for skuespillerlivet. ’Idioten’ er selv så langt fra det klassiske teater som finkulturel institution, man næsten kan komme. Filmen havde været elendighedsporno, hvis ikke man havde mærket indignationen, smerten og medfølelsen så stærkt i næsten hver eneste indstilling. 

De første billeder af Tobias viser et menneske opfyldt af sin metier. Han står i centrum på scenegulvet og bukker efter en velafsluttet teaterforestilling.

Men scenerne på teateret foregår også i slowmotion og uden reallyd. Det giver dem en fornemmelse af uvirkelighed. Den lille lykkelige boble på de skrå brædder brister i mødet med jobcentret. ’Idioten’ er socialrealisme, der er stejl og hård som en klippe. 

---

Kort sagt:
’Idioten’ er hård, sørgmodig socialrealisme med en stærkt spillende Jacob Skyggebjerg i en overbevisende hovedrolle som troskyldigt mandebarn med skuespillerdrømme.