»Du har ikke kontrol over dit liv, og det synes jeg heller ikke, karaktererne skal have«.
Sådan lyder mantraet fra instruktør Kasper Rune Larsen, som siden den charmerende debutfilm ’Danmark’ fra 2017 er fortsat i sit eget alternative spor – et spor, der drejer væk fra kontrol og lange manuskripter og i stedet fordrer improvisation, uforudsigelighed og autenticitet.
Sådan har fremgangsmåden også været for instruktørens nye film, den biografaktuelle ’Idioten’, som han fra start har formet sammen med hovedrolleindehaverne Jacob Skyggebjerg og Sarah Juel Werner.
De spiller Tobias og Cille, som glæder sig til at få deres første barn sammen. Der slås skår i glæden hos kæresteparret, da myndighederne begynder at så tvivl om, hvorvidt de kommende forældre, begge med en broget fortid, kan klare det store ansvar.
Myndighederne tvivler ikke mindst på arbejdsløse Tobias’ karriereplan. Han har på et netop overstået højskoleforløb fået smag for teater, hvorfor han beslutter sig for (i et stille og roligt tempo) at følge drømmen om at blive professionel skuespiller. Både jobcentret og storebroren Anders råder ham kraftigt til at finde et rigtigt arbejde, så han kan forsøge sig selv og sin lille familie.
Selvom ’Idioten’ deler titel og visse ligheder med Dostojevskijs roman fra 1869 – hvor en naiv og godhjertet hovedperson forsøger at gebærde sig i et overklassemiljø, han ikke passer ind i – er filmens handling faktisk inspireret af Kasper Runes personlige oplevelser.
Det fortæller den 36-årige instruktør, da vi møder ham ugen før premieren.
Gaslightet af kommunen
Hvordan fik du idéen til historien i ’Idioten’?
»Jeg havde en lettere traumatiserende oplevelse med det kommunale system i Guldborgsund Kommune. Jeg var flyttet ud på landet for at have det rart og dyrke en have, imens jeg skulle lave film. Og når man laver film, kan der være nogle pauseperioder, hvor man lige må ind og have nogle dagpenge«.
»Men på jobcenteret dernede er der no mercy. Det var en gaslighting-oplevelse at komme ind på det jobcenter, hvor hende konsulenten bare kiggede på mig og sagde: ’Ja, du er jo ikke rigtigt filminstruktør. Du er ikke rigtigt manuskriptforfatter. Det kan du ikke leve af’. På det tidspunkt havde jeg levet af at lave film i fire-fem år, så det var et mærkeligt møde. Jeg blev truet til at finde et ufaglært arbejde inden for en måned, ellers blev jeg kastet i tvungen aktivering på Middelaldercentret«.
»Samtidig holdt Mette Frederiksen sin nytårstale, hvor hun proklamerede, at flere børn skulle blive tvangsfjernet fra deres forældre. Jeg kunne se et sammenfald i de to ting, hvor staten går ind og dikterer, hvordan vores liv skal leves. Så begyndte jeg at lave nogle karakterstudier omkring de oplevelser og situationer«.
Hvordan gik du til de studier? Var det sammen med skuespillerne?
»Ja, jeg fik Jacob Skyggebjerg og Sarah Juel Werner til Lolland, hvor vi gav karaktererne navne. Vi gik ud i nogle lettere affolkede byer og mødte mennesker der. Vi satte skuespillerne ind i nogle scenarier, hvor vi for eksempel fik en frisør til at klippe Jacobs hår, mens han var in character. Jeg havde sagt til Jacob, ’Du skal have klippet dit hår, fordi du skal giftes i filmen’. Så stillede frisøren bare spørgsmål til Jacobs bryllup og andre ting, mens jeg stod i et hjørne og filmede det«.
»Vi havde også Sarah ude til en fotograf, som skulle tage billeder af hende som en bryllupsgave til Jacob. Og fordi Jacobs karakter Tobias har en drøm om at være skuespiller, så oprettede vi ham på en castingside, og han endte med at deltage i en true crime-serie for Discovery. Han blev hyret til at spille med i noget, der skal vises på tv. Jeg var med ude at filme det, og han gjorde det som sin karakter Tobias«.
En spontan velsignelse
Hvordan brugte I så de oplevelser, da I skulle optage filmen?
»Drømmen var egentlig, at 80 procent af filmen skulle bestå af de her optagelser, hvor vi bruger rigtige mennesker fra nær og fjern, men så kom den åndssvage corona-nedlukning. Det gad jeg ikke. Man kunne ikke rigtigt møde folk på gaden, og hvis man gjorde, så havde de mundbind på«.
»Hybridspillet mellem virkelighed og fiktion var ekstremt svært at eksekvere. Så i stedet castede vi et hold bestående af både erfarne og uerfarne skuespillere til at spille med i filmen for at give den noget realisme«.
»Vi havde en casting, hvor folk ikke skulle øve noget på forhånd. Jeg ville ikke kunne bruge det til noget, hvis de kom og viste noget, de havde øvet, for det er jo ikke sådan, vi gør under optagelserne. Så vi sad bare og snakkede om deres liv, og så mærkede vi, hvor skarpe de var i at samtale flydende. Der oplevede vi, at nogle uddannede skuespillere blev pissed over, at vi ikke gjorde det, som man plejer. De mente, det var sygt uprofessionelt og spild af tid. Men det var jo hele pointen med det«.
»På et tidspunkt scoutede vi locations på Syddjurs i en by, der hedder Kolind, hvor der kommer en fyr hen til os, som jeg tror er gadeprædikant. Han var meget interesseret i at fortælle os om Jesus, men fandt ud af, at vi var i gang med at optage film. Jeg spurgte, om han ikke skulle være med i filmen, og så endte han med at komme og velsigne Jacob i filmen – og filmholdet uden for filmen. Inden for de rammer og regler, der var omkring corona og filmoptagelser, gjorde jeg ligesom, hvad jeg kunne for at beholde en forbindelse til virkeligheden«.
Hvor meget var skrevet på forhånd, og hvor meget var improviseret?
»Jeg tror, ’Danmark’s manuskript fyldte 11 sider, og den her var på cirka 30 sider. Der har ikke været nogen replikker som sådan. Jeg kan godt lide spontanitet. At der opstår noget, man ikke har gået og tænkt på. Jeg prøver så vidt muligt ikke at sige noget som helst, inden vi laver første optagelse. Og derfra kan vi så bygge på og snakke om sammenhæng, så det giver mening, hvor vi er i historien«.
»Skuespillerne læste de 30 siders manus inden optagelserne, hvilket jeg fortrød helt vildt. Fordi lige pludselig skulle vi sidde og have de her samtaler, ’hvorfor gør min karakter de her ting?’ Og det var jeg jo ikke interesseret i. Det afspejler ikke den realisme, jeg gerne vil have frem«.
»Det er bare uinteressant for mig at se sådan nogle film og serier, hvor alting er skrevet. Du kunne lige så godt have udgivet en bog. Det er præcis det samme«.
De elitære miljøers koder
Hvilken rolle spiller velfærdsstaten i din film?
»Velfærdsstaten er i hvert fald repræsenteret med en vis form for kritik. Op igennem min opvækst var jeg stolt af at komme fra et land, der havde en velfærdsstat og et stærkt socialt system. Men jeg møder flere og flere mennesker, som bliver efterladt, hver gang de rammer det her system«.
»De bliver næsten mere syge og mere indskrænkede af at ramme systemet, som vi betaler skat til, og som skal holde hånden under os, når vi lige er nede en tur. Og det, synes jeg, er vildt skuffende. Det er vigtigt, der kommer noget fokus på, at man bør ændre det«.
Hvilke af disse typer mennesker ville du gerne vise i ’Idioten’?
»Mennesker, som ikke har fået den nemmeste start på livet. Mennesker, som ikke kommer fra superprivilegerede – eller bare mellemprivilegerede – baggrunde. Der er jo en interessant ting at snakke om, hvis skyld det er, at man får den start på livet, man får. Hvilke ressourcer man står med«.
»Hvis du skal på dagpenge, er du omfattet af 15.000 siders lovgivning. Det har du ingen som helst chance for at sætte dig ind i. Du har heller ikke nødvendigvis en chance for at sætte dig ind i koderne, man skal kende for at passe ind i elitære miljøer som musikbranchen og filmbranchen«.
Kvindens point of view
Havde du overvejelser omkring, hvordan du skulle balancere mellem det empatiske og udstillende portræt?
»Det var nok min største kunstneriske overvejelse med projektet, hvordan man oplever det her menneske. Det er jo en film, der fokuserer ekstremt meget på ét menneske. Det er hans rejse. En måned i hans liv. Og jeg ville fremstille ham på godt og ondt ved også at vise, hvordan han ikke ser sin kæreste, når hun har brug for det – hvordan han har hovedet lidt for meget oppe i røven på sig selv«.
»Det er en bølgegang mellem, om man kan lide ham eller ikke kan lide ham. Hvor ender vi henne? Jeg dømmer ham ikke, og jeg håber ikke, man føler, jeg har skabt en film, hvor jeg har dømt de her mennesker«.
»Film kan godt have tendens til at overgøre deres budskaber eller beskrive deres karakterer med symbolske handlinger, fordi de gerne vil slå en pointe igennem. Pointen med ’Idioten’ er, at du bare skal kigge på personerne og mærke efter. Vi er som publikum lidt nogle voyeurs. Vi kigger ind i karakterernes liv, og der bliver forhåbentlig ikke påduttet dig nogle bestemte tanker, du skal tænke om de her mennesker«.
Tobias’ kæreste Cille er en lidt passiv karakter. Havde du overvejelser om at gøre hende mere aktiv i handlingen?
»Da vi startede med at lave det her projekt, skulle de to karakterer fylde lige meget. Min meget improviserende måde at arbejde på handler om at jage de inputs, skuespillerne kommer med under prøverne. Der tror jeg bare, down the road, at jeg spejlede mig mere i Tobias’ fortælling«.
»Jeg kan også godt mærke, at man skal prøve at indsnævre fokus, når man ikke har verdens største budget at lave film for. For vi kan ikke bare optage i otte eller 12 uger. Vi har det meget skemalagt. Jeg havde en stor lyst til at folde hendes karakter mere ud, men jeg tror, det ville kræve en film for sig selv«.
»Der er noget rigtigt i det her med, at du i et parforhold skal skiftes lidt til at give plads til hinanden. Hvis den ene skal realisere noget, må den anden træde lidt i baggrunden og bakke op om de ting. Og det kan skifte. Det gør det da i mit eget forhold. Den ene gang er min kæreste ude at arbejde igennem, og så kan det være, jeg ikke fylder så meget. Næste gang er det omvendt«.
»Vi er blevet kritiseret lidt for at have glemt hendes point of view, men jeg ser det som en kvalitet, at hun er så opbakkende. Jeg ser det ikke sådan, ’Nå, hun er bare en kvinde, og hun skal bare holde sig tilbage.’ Den opdagelse, Tobias gør sig undervejs, er jo hans rejse og hans tab. Der er noget meget rent i det«.
Anklagen mod hovedrollen
Sidste år anklagede litteraturanmelder Katherine Diez din hovedrolle, Jacob Skyggebjerg, for at overfalde og forulempe hende. Har du overvejet, hvorvidt du skulle have ham med i din film efter sådan en anklage?
»Nu har jeg jo kendt Jacob i omkring 18 år og er rimelig tryg ved ham, så jeg vidste godt, at der ikke var nogen på holdet, der var i fare for noget. De ting, han blev anklaget for, lå nogle år tilbage, og jeg kendte ikke til dem«.
»Anklagen kom ud, under en uge før vi gik i optagelse. Jeg ringede selvfølgelig til mine folk og sagde: ’Hvad fanden betyder det her? Betyder det, at vi ikke kan optage filmen eller hvad?’ Vi snakkede med alle relevante fagforbund og kompetente mennesker og alle dem, der havde penge i filmen. Vi fik at vide, vi skulle optage filmen. Det var crazy«.
Har du tænkt på, om det kan have konsekvenser for, hvordan publikum opfatter filmen?
»Man overvejer jo alting. Men på et tidspunkt må man beslutte sig for at gøre noget. Der er så mange ting, der kan have indflydelse på, hvordan mennesker kommer til at opfatte en film«.
»Jeg synes, det er svært, for det er ret nyt, at man skal forholde sig til sådan nogle ting. Før i tiden var det bare blevet tiet ihjel, eller også havde folk været ligeglade. Så der ligger ikke 20 års konsensus for, hvordan man reagerer på de ting. Derfor syntes jeg, det eneste rigtige at gøre var at snakke med folk, der havde mere erfaring med det her, end jeg har, og lytte til deres anbefalinger«.
Hvad skal du lave efter ’Idioten’?
»Jeg arbejder på en tv-serie, som jeg ikke må sige noget om. Og så en film, som er en komediethriller, der vender klimadebatten lidt på hovedet. Den dykker ned i en form for klimahykleri og går imod stereotyperne for folk, der er for og imod klimakampen«.
’Idioten’ kan ses i biografen fra 31. august.