’The Crown’ sæson 6 del 2: Netflix-storseriens svanesang fiser ud i den rene royale ligegyldighed
Det klæder sig så ringe at være en muggennisse her i den søde decembertid, så lad mig i juleåndens navn starte med at fremhæve de fremmeligste goder i sidste del af ’The Crown’s alt andet end fremmelige finalesæson:
1. Leslie Manville (’Phantom Thread’) er fortsat fantastisk som dronningens lillesøster, den tidligere festprinsesse Margaret, der i sit livs vinter stædigt forsøger at bekæmpe blodpropper med cigaretrøret som sværd. Hvorfor 8. afsnit, der zoomer ind på Margarets skrantede helbred og båndet mellem de to royale søstre, da også er det mest vellykkede i denne anden halvdel af sæson 6.
2. Ingen spøgelser gæster skærmen for at fortælle Charles (Dominic West), hvor uimodståeligt lækker han er, eller forsikre dronning Elizabeth (Imelda Staunton) om, at hun skam er god nok på bunden. Halle-fucking-lujah, har man lyst til at udbryde, var det altså ikke, fordi højtiden naturligvis dikterer et mere sobert sprogbrug.
Og resten af serien? Hvor de første fire afsnit, der fik premiere i november, serverede selvhøjtidelig skandalesuppe med The Diana Show i centrum, lander de følgende fem afsnit på disken som en tør marcipangris. En marginal forbedring, hvor utroligt det end lyder, men desværre også en til tider gabende kedelig seeroplevelse først og fremmest forankret i den grundlæggende misforståelse, at William-skuespilleren Ed McVey kan gøre for sæson 6, hvad geniale Josh O’Connor som teenage-Charles gjorde for sæson 3.
Non-spoiler: Det kan McVey ingenlunde, end ikke når ’Dronningen’-instruktør May el-Toukhy ellers instruerer i afsnit fem.
Ikke alene er der en verden og en velfortjent Emmy til forskel på O’Connor og McVeys evner. Der er også spørgsmålet om, hvor dramaturgisk interessant Williams (seriefiktionaliserede) dannelsesrejse og universitetsforelskelse i Kate Middleton (Meg Bellamy) overhovedet er i første omgang. Uagtet at serieskaber Peter Morgan lægger sig i selen for at tegne Kates mor som en kalkuleret dukkefører a la ’Crown’-versionen af Mohamed Al-Fayed og drager tungsindige lignelser mellem Williams svære tid efter Dianas død, og prins Charles akutte følelse af isolation i tredje sæsons mesterlige afsnit seks, ’Tywysog Cymru’ (hvor prinsen blev sendt alene til Wales for at lære walisisk).
Dét afsnit står stadig som et af ’The Crown’s allerbedste – en ægte Crown Classic på linje med det om mineulykken i Wales (’Aberfan’ i sæson 3), dræbertågen i London (’Act of God’ i sæson 1) og arbejderklassemanden, der brød ind på Buckingham Palace (’Fagan’ i sæson 4). I modsætning til disse tidligere højdepunkter, der på fornem vis iscenesatte de personlige dramaer over for det større historiske perspektiv, formår ikke ét afsnit af sjette sæson at overbevise om, at det gav mening at strække seriens handling op i 00’erne for at få »William mania« med på falderebet.
Og det hjælper ved gud ikke, at Morgan og co. i kølvandet på dronningen og prinsgemalens død IRL, samt Harrys lukrative Netflix-aftale, tripper for at please på alle fronter som et hold royale spin-doktorer:
På den ene side bliver nyere tids racismeanklager mod kongehuset adresseret og affejet via fiktive flashbacks af Elizabeth i armene på en sort, amerikansk Anden Verdenskrigssoldat og Kong Charles skrantende popularitet smurt af ’The Wire’-stjernen Dominic Wests stadigt mere sukkersøde faderportræt.
På den anden side skal kimen til Harrys (Luther Ford) fremtidige opgør sås ved at tegne yngsteprinsen som en misforstået teenager, der kun skejer ud og for lol og løjer ifører sig Nazi-uniform til fest, fordi medierne alligevel allerede siger, at han er familiens fuck-up.
»Bliv nu hos familien!« trygler Charles dramatisk, da Harry vil tage en rygepause under et julearrangement. »Hvorfor skulle jeg?« snerrer prinsen. »Jeg er din far!« gisper Charles. »Kun når det passer dig!« råber Harry i en af sæsonens mange raffinerede replikudvekslinger.
Tiltagene til at hudflette spændingerne mellem den daværende premierminister Tony Blairs forrygende folkelige popularitet og dronningens meningsmålingskvaler post-Diana-miseren falder ligeledes til jorden, idet Blair-skuespiller Bertie Carvel (som havde en anden, lille rolle i sæson 2) har karisma som en våd karklud og mimik som pantomime-Pjerrot.
Jeg har tidligere været ude med riven efter førnævnte Dominic West som Charmør-Charles og overspillende Helena Bonham-Carter som den midaldrende prinsesse Margaret i sæson 3 og 4, men Carvels bizarre Blair tager hovedprisen for den mest absurde ’Crown’-casting i seriens historie.
Indrømmet, anmelderne har ikke fået adgang til sjette sæsons tiende og sidste afsnit, men det er min snigende mistanke, at vurderede Netflix, at finaleafsnittet kunne råde triumferende bod på den ringe modtagelse af første halvdel af sæsonen, så havde de ikke være helt så karrige med kronjuvelerne.
Man kan argumentere for, at ’The Crown’s støt dalende kvalitet fra Diana-introduktionen i sæson fire og frem – og reduceringen af Elizabeth til en birolle i de yngre familiemedlemmers kalorielette realityshow – sådan set ganske retvisende afspejler det virkelige kongehus ditto smuldrende relevans i nyere tid, hvor historisk pomp og signifikans er blevet afløst af navlepillende mudderkasteri og evigt voksende kritik af institutionens forgyldte privilegier i et moderne, demokratisk samfund.
Men dét tvivlsomme succesparameter er næppe nogen trøst for Peter Morgan, hvis tidligere storserie for længst har futtet sin egen trone af.
Kort sagt:
Anden halvdel af ’The Crown’s sjette og sidste sæson er ganske vist ikke så skandaleliderlig som de forrige Diana-afsnit (og taknemmeligt spøgelsesfri!), men til gengæld så rungende kedsommelig, at storseriens svanesang ender som et ufrivilligt koncist billede på det virkelige kongehus totale irrelevans.
Anmeldt på baggrund af afsnit 5 – 9 af sæson 6.