Det er ikke bare en broget flok unge artister, der i 2024 udgør de 13 navne på vores årlige talentliste, Breakin’ Sound. De er en samling artister, der finder inspiration i de forskelligste mikroscener og subgenrer.
I fordums tid – og dermed mener jeg i 10’erne – var det måske muligt at tegne udviklingen på musikscenen med lidt tykkere tusch. Så var der en grime-bølge her, og så opstod der en postpunk-bevægelse der.
Men nu? Den nyeste årgang af danske artister er svære at sætte i den slags kasser. De er omskiftelige og uforudsigelige. Visse, som Elsked, sætter sig for at lave et hiphop-projekt, men ender med at blive en klubtrio. Andre, som The Bird, anser Basshunter for at være »stor kunst«.
Der er folk som Merro8 og Kundo, der ligger i forlængelse af, hvad der ellers sker på den dankse hiphopscene, men årets Breakin’ Sound-liste byder også på en artist, der vil være popstjerne »ligesom Rosalía« og på hele to navne, der simpelthen har skiftet kunstnernavn tidligt i karrieren, fordi de følte en trang til at skifte lyd.
Man kan være Medina-pop den ene dag og afrobeats-artist den næste. Why not?
Det er svært at sige noget samlet om de 13 artister, der udgør årets liste – derfor har vi i stedet forsøgt at dykke ned i, hvem der egentlig inspirerer den umage flok. Ikke for dermed at sige, at de har overtaget inspirationskildernes lyd entydigt, men for at få et indtryk af, hvilke tendenser og idéer de danske artister er interesserede i disse dage.
Lad os starte med navnet, der som få andre indkapsler den moderne popstjerne.
Rosaliá
Er det for tidligt at kalde Rosalía for en af vor tids definerende popstjerner? Hun er i hvert fald indbegrebet af, hvordan moderne musikere kan omskrive reglerne for, hvordan man er en popstjerne.
Så selv når artister ikke direkte drager inspiration fra den spanske stjernes lyd, er de fascinerede af, hvor frit hun tolker popstjernerollen. Rosália samarbejder med en bred vifte artister, har fuld kunstnerisk kontrol, synger på flere sprog og udfordrer sin lytter konstant. Det er sådan, mange musikere vil arbejde i 2024.
Som Thea Dora fra årets Breakin’ Sound-liste har udtalt til Soundvenue:
»Rosalía er en kæmpe inspiration for mig. Og det er sjovt, for jeg føler ikke, at jeg laver musik, der minder om hendes. Jeg føler bare, at hendes tilgang er sindssygt inspirerende. Måden hun er så eksperimenterende med sine produktioner og hele tiden begiver sig ud i nye ting«.
FKA Twigs (plus Charli XCX, Caroline Polachek og PinkPantheress)
Vi bliver lige i den eksperimenterende pop et sekund mere, for Laura4evigt har, via en pressetekst, fortalt, at britiske FKA Twigs er en af hendes inspirationskilder, hvilket man kan høre i hendes dystre, dragende pop, hvor elektroniske klangflader og destabiliserende elementer udfordrer de klare melodier.
I det hele tager er der en række innovative popstemmer som PinkPantheress, Charli XCX og Caroline Polachek, der har sat et aftryk på den danske scene. De vil udfordre, hvad pop er og kan.
»Jeg er min egen slags popstjerne, og jeg tror, at det bliver mere og mere normen. Den traditionelle popstjerne, der måske eksisterede for fem år siden, er kedelig«, sagde Charli XCX, da Soundvenue interviewede hende i 2019.
De ord kunne være et mantra for danske popmusikere anno 2024.
Skrillex
Vi skifter lige spor.
Der foregår en større Skrillex-revival disse år, hvor den før så udskældte dubstep-producer har fået et nyt niveau af anerkendelse og blandt andet er booket til Orange Scene.
For Breakin’ Sound-navnet The Bird har Skrillex – side om side med Basshunter – været en central inspirationskilde, hvilket blandt andet kan høres på Debbie Sings-samarbejdet ’Angel’.
I det helet tager foregår der et skift mod elektroniske lyde på den danske scene disse dage. Det udskældte – dubstep, eurodance og så videre – er kommet tilbage. Førnævnte Laura4ever har eksempelvis også udtalt, at eurodance-artisten Cascada er et forbillede.
For mange af tidens musikere eksisterer dårlig smag ikke. De skruer glædeligt op for Crazy Frog, Skrillex og alt andet godt fra den æra.
Medina
Elskeds kombination af klubmusik og pop kommer i kølvandet på danske gennembrud som D1ma og Kind Mod Kind, der i sin tur begge har lånt en del af Medina.
Elskeds lyd er mere rendyrket elektronisk – måske inspireret af housemusikkens nye golden boy Fred Again.. – og de har fortalt Soundvenue, at drømme-samarbejdet ville være Stromae.
Men Medina-indflydelsen er bagtæppet for den generelle nye elektroniske opblomstring i dansk musik. Man kan næsten høre ‘Kun for mig’ dunke i baggrunden.
Artigeardit (plus Hans Philip, Jamaika og Gilli)
Vi rykker lige over i hiphoppen, som måske er genren, hvor tingene er mest, som de plejer.
Artigeardit og Hans Philips eftertænksomme, lyrikdrevne lyd er stadig virkelig populær, hvilket man kan høre hos Kundo, der løfter arven på imponerende vis. Merro8 laver melodisk, melankolsk gaderap a la Gilli, mens Jamaika-inspirationen (der også er til stede hos D1ma) kan høres hos Faza.
Dansk hiphop anno 2024 defineres ikke af vilde genreskift, men af kontinuerlighed. Bevares, alle de tre nye talenter bringer nye ting til bordet. Men de skriver sig samtidig ind i en større historie.
Erykah Badu
Da Aggi stadig gik under navnet Aggi Dix skrev hun sig også ind i en større historie, nemlig den neosoul-bevægelse, der havde Erykah Badu som sin hovedfigur. Nu har hun droppet efternavnet og skiftet spor mod en amapiano- og afrobeats-inspireret lyd, der trækker på hendes ghanesiske rødder, hvilket har givet hendes musik en ny dimension.
Men hun startede altså med Erykah Badus stilsikre neosoul. En inspiration, man også kan høre spor af hos Sira Jovina, der blandt andet har postet musik af Badu på sin Instagram. Hos Jovina er Badu en af mange inspirationskilder, der dog ofte har soul og r’n’b centralt. Fra Little Simz til Steve Lacy.
Og her er vi måske tilbage ved denne artikels start: Nutidens danske musikere dyrker ikke én artist eller én stilretning. De elsker sammensuriet og virvaret. En tilgang, der for eksempel skinner igennem hos Zoumer, der er så fandenivoldsk i sin tilgang, at man knap når at spotte én inspirationskilde, før den er forsvundet igen.
Det gør årets Breakin’ Sound-kuld til en herligt ufordsigelig størrelse at lytte til. Der er ikke én stor bølge, men tusind strømninger.