Ali Abbasi er klar til at bevæge sig over på et territorie, der adskiller sig fra hans kritikerroste forrige film ’Grænse’ og ’Holy Spider’.
Den iransk-danske instruktør står nemlig bag Donald Trump-filmen ’The Apprentice’, der i går blev udtaget til hovedkonkurrencen ved dette års Cannes Festival.
I den forbindelse blev de første officielle billeder af Sebastian Stan i rollen som Donald Trump offentliggjort i flere medier, mens der samtidig begyndte at florere flere fotos fra produktionen online. Bedøm selv Stans Trump-variant nedenfor.
’The Apprentice’ handler om Trumps vej til toppen, som en af New Yorks førende ejendomsmæglere, og hans forhold til den kontroversielle advokat Roy Cohn. Handlingen udspiller sig i 70’erne og 80’erne og styrer derfor pænt uden om Trumps kontroversielle virke som præsident senere i livet.
Sebastian Stan er kendt fra Marvel-universet, hvor han spillede Bucky Barnes og har tidligere spillet Tommy Lee i ’Pam & Tommy’. Han vandt senest en sølvbjørn ved Berlin Film Festival for sin sygdomsramte rolle i ’A Different Man’. Med andre ord er det en alsidig skuespiller, der tackler den svære rolle. ’Succession’-stjernen Jeremy Strong spiller Trumps højre hånd Roy Cohn, mens Maria Bakalova, der brød igennem i ‘Borat Subsequent Moviefilm’, spiller Ivanka Trump.
Ligesom Abbasis forrige film indgår ’The Apprentice’ i hovedkonkurrencen om den prestigefyldte guldpalme. Her får den fint selskab af blandt andre Francis Ford Coppolas ’Megalopolis’, Yorgos Lanthimos’ ’Kinds of Kindness’, Paolo Sorrentinos ’Parthenope’ og David Cronenbergs ’The Shrouds’.
Magnus von Horns danske periodedrama ‘Pigen med nålen’ med Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm i hovedrollerne er også udtaget til hovedkonkurrencen