Bobby Womack – ingens andenviolin

Bobby Womack har til tider stået i skyggen af større soul-legender som Sam Cooke og Marvin Gaye. Men selv om et af koncertens højdepunkter indtraf med et cover af netop Cookes ’A Change Is Gonna Come’, hvorpå Womack duetterede med datteren GinaRe, og de statelige blæsere brillerede, overbeviste sangeren med sine egne værker.

Den maksimalistiske soul, der blev leveret af et 13 m/k stort orkester, fungerede på et nummer som blaxploitation-kendingen ’Across 110th Street’, der struttede af liv og overskud. På ’Harry Hippie’ krængede Womack sjæl om kap med back-up sangerinden Alltrinna Grayson, der næsten overskyggede aftenens hovedperson med sin gennemtrængende vibrato. Samtidig bød ’Daylight’s lette, luftige funk og det nye track ’The Bravest Man In the Universe’s mere rå arrangement på velkomne afstikkere. Så godt sad sidstnævnte mellem de ældre sange, at man gerne ville have hørt mere nyt materiale.

Læs anmeldelse: Bobby Womack ‘The Bravest Man in the Universe’

Men Womack ville hele vejen rundt, og det kom vi så med boogie-rock på ’It’s All Over Now’, Motown-stemning på ’Lookin’ For a Love’ samt gospel på ’Deep River’ og ’Jesus Be a Fence Around Me’. ’Deep River’ gav Womack anledning til at vise sin kraftfulde, knudrede og ru stemme, der holder sig imponerende godt for en 69-årig, og Roskilde fik lejlighed til at rense indersiderne.

I det old school soulshow, som Womack leverede, var det kun på sin plads, at blæsersektionen på fire mand fik lov at vise deres værd, men deres soli lå i to tracks lige efter hinanden, hvilket kortvarigt tyngede koncerten.

Koncert. Roskilde Festival, Orange.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af