The National – intimiteten manglede på Orange

I 2007 spillede det amerikanske indierockband iført knæhøje gummistøvler på Odeon. Lørdag udfyldte de Orange i bagende solskin.
‘Fake Empire’ fik startet koncerten med fællessang til evigt berusede Matt Berningers baryton. Den fremstod som altid stærk, men kom af og til så langt frem i lydbilledet, at det blev på bekostning af især den letfingrede Bryan Devendorfs dunkende trommer.

Læs også: Alle Soundvenues anmeldelser fra Roskilde Festival

Der gik et stykke tid, før The National fik fat i publikum. Indtil da havde det været en ekstremt velspillet tour de force ud i indierock anført af guitarhobbitterne Dessner. Men der manglede den intensitet især Berninger er garant for. Han skrumlede og skreg, men højt hævet virkede han langt væk.

Lige indtil han tog vinflasken i den anden hånd og sprang ned til publikum. Først fremførte han ‘England’ dernede og så ‘Mr. November’ stående på et hegn. Der døde hans mikrofon. Den mulighed greb publikum til at brøle for ham. Og da han kom tilbage på scenen og kastede med mikrofonstativet til ’Terrible Love’, følte man, at The National var, hvor de hører til – i den velspillede, intime vildskab. Men det blev sidste nummer.

Læs også: The Nationals seks bedste numre

Uanset distance, bevidste The National dog, at de indeholder så mange eminente rockhymner, at de burde være tvunget pensum for alle.