Postiljonen

Når man lægger et cover af Whitney Houstons ’How Will I Know’ på sin debutplade, kan der kun være én diagnose: Man er smaskforelsket i 80’erne. Den betegnelse kunne heller ikke være meget mere rammende for svensk/norske Postiljonen.

Albummet er en pastelfarvet drømmerejse med synthesizeren som den altoverskyggende hovedperson. ’How Will I Know’ er i Postiljonens version blevet til ’All That We Had is Lost’, og den tempofyldte dancepop er skiftet ud med ambient drømmepop. Den delvise tekstomskrivning medvirker til, at nummeret bliver langt mere eftertænksomt og knap så letkøbt romantisk.

Der er tydelige forbindelser til M83, men når man eksempelvis hører ’Help’s storladne omkvæd, føler man, at trioen bevæger sig i hjørner af årtiet, som ikke engang franskmanden tør begive sig ud i. Der er sensuelle saxofoner, storladne trommer og på singleforløberen ’Supreme’ tilmed en cheesy guitarsolo. De er flot producerede og kærkomne afbræk i synth-dominansen, men man savner lidt mere løssluppenhed fra de to svenske synthmagere i trioen, for også de andre instrumenter lyder som noget, der er blevet poleret lidt for grundigt i computeren.

Læs anmeldelse: Postiljonen på Roskilde Festival

Norske Mia Bøe har meget tilfælles med jj’s Elin Kastlander, og også hun har været en tur gennem computeren, så rumklangen fra hendes vokal underbygger det drømmende udtryk. På ’Rivers’ formår hun momentvist næsten at skabe hele lydbilledet med ordene »when we die«.

Albummet er en minieksplosion af nostalgisk, drømmende kærlighed, hvis synth-dominans dog får lytteroplevelsen til at føle, som havde man spist to Kajkager inden for 35 minutter. Lækkert, men også lidt kvalmt.