Thundercat

Stephen Bruner er en alsidig herre. Sammen med sin bror Ronald Jr. har han blandt andet spillet sammen med crossover-thrashmetal-hovederne i Suicidal Tendencies, været Flying Lotus’ højrehånd på bas og endelig også dyrket en spændende solokarriere under pseudonymet Thundercat.

Det er især sidstnævntes indflydelse, der skinner igennem på ‘Apocalypse’, som byder på sval, kosmisk og elektronisk soul, spastiske, flimrende jazz-freakouts og tilbagelænet discofunk. Bryder man albummet ned i disse tre grundbestanddele, er det som om, at disco-indslagene er lidt vel tomgangsprægede, hvad enten det er i den bekymringsfri, strittende udadvendte liderbuks ‘Oh Sheit It’s X’ eller den mere afmålte Stevie Wonder-agtige variant på ‘Without You’.

Læs anmeldelse: Thundercat ‘The Golden Age of Apocalypse’

Bruner spiller for alvor med jazzmusklerne på den bas-knudrede ‘Seven’ og den udkoksede ‘Lotus and the Jondy’, men albummets helt store øjeblikke indfinder sig i smukke små ellipser som ‘Heartbreaks + Setbacks’, den videospils-influerede ‘Special Stage’ og et par sublime, reflekterende undervands-soulperler som ‘Tron Song’ og ‘Evangelion’, der begge falder som tung sommerregn på en ulideligt varm dag.

Bruner kunne som en, også uden for Thundercat-sammenhængene, genreflakkende virtuos have godt af at indskrænke sig en smule og vælge sine kampe med større omhu. Som helhed er ‘Apocalypse’ et spændende, men også lidt vel ujævnt, skeløjet og splittet album, men de ovennævnte gode momenter opvejer ganske effektivt de dårlige. Og så er det for alvor svært at have is om hjertet under triptykon-lukkeren ‘A Message for Austin / Praise the Lord / Enter the Void’ – et dybfølt farvel til Bruners afdøde ven og labelmakker Austin Peralta.

Thundercat. 'Apocalypse'. Album. Brainfeeder/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af