Thundercat

Når det er Flying Lotus, der får én til at tage sig sammen til endelig at udgive ens soloalbum, må det nødvendigvis medføre en del opmærksomhed. Og det er altså tilfældet med Thundercat, der er bassist og blandt andre har arbejdet sammen med selvsamme Flying Lotus på sidste års anmelderdarling ‘Cosmogramma’ og med trash-legenderne Suicidal Tendensies.

Det er altså en alsidig herre, der i en sen alder smider sit debutsoloalbum på gaden. Og det kan mærkes, at Thundercat har været i gamet i lang tid. Der er en slags tidløshed over albummet, der er svær at indkapsle. Den håndspillede el-bas er i centrum på alle numre, og det er både godt og skidt. Der, hvor basvirtuositeten bliver bakket op af solid funk kombineret med stærke melodier og/eller vokalarrangementer, som på de tre første numre ‘Daylight’, ‘Fleer Ultra’ og ikke mindst den hyggepianist-lumrede ‘Is It Love?’, går det hele op i gnistrende vellyd.

Men desværre byder albummet også på lidt for mange intetsigende jam-agtige momenter, der desværre ikke formår at inkludere lytteren. For jazz-fanatikerne vil der helt sikkert være masser at komme efter i de mange bas-soloer. Og selv om Thundercat leverer umådeligt mange veleksekverede versioner udi basspillets kunst, så tager det overgearede egoonani lidt for ofte overhånd. Man mister simpelthen for ofte fokus. Og det er en skam, for albummet har virkelig sine kvaliteter i den håndfuld numre, hvor inderlig soul og håndspillet kvalitetsfunk finder hinanden i de smukkeste popharmonier.