Amazons første eksperimenter med originalt dansk indhold har hidtil befundet sig i underholdningsformater som ‘LOL – den der ler sidst’ og ‘Nicklas Pranker’, og så overtog de en række af Viaplays originalserier, efter Viaplay var på konkursens rand.
Men nu har de deres første egenudviklede danske fiktionsserie på vej. Det afslørede Karin Lindström, chef for nordisk originalindhold for Prime Video, under Copenhagen TV Festival tirsdag.
Serien hedder ‘Snake Killer’ og handler om den kontroversielle danske uropatrulje inden for politiet, der bekæmper narkohandel på gaderne.
Serien har Pilou Asbæk i hovedrollen og er instrueret af Anders Ølholm, som instruerede den beslægtede film ‘Shorta’ sammen med Frederik Louis Hviid. Det er Nordisk Film, der producerer serien.
Prime Video er også i proces med at udvikle andre danske serier, men ‘Snake Killer’ bliver altså den første. Det vides endnu ikke, hvornår den rammer streamingtjenesten.