Det huer tydeligvis ikke Donald Trump, at Taylor Swift i sidste uge valgte officielt at bakke op om konkurrenten Kamala Harris.
Kort efter Swifts Instagram-opslag, hvor hun for første gang tilkendegav sin støtte til Demokraternes nye præsidentkandidat, sagde Trump, at han »aldrig var Taylor Swift-fan«. Nu er ekspræsidenten gået skridtet videre.
»JEG HADER TAYLOR SWIFT!«, skrev Trump slet og ret i et opslag på sit eget sociale medie Truth Social søndag, melder Billboard.
Hadet kommer muligvis af Swifts fordømmelse af de falske billeder, som Trump delte på Truth Social i august. De AI-genererede billeder forestillede Taylor Swift og hendes fans og formidlede påstanden om, at både popstjernen og en stor bevægelse af Swifties støtter Trump i den igangværende valgkamp. »Jeg accepterer!«, skrev Trump i opslaget.
»For nylig blev jeg gjort opmærksom på, at AI af ‘mig’, der fejlagtigt støtter Donald Trumps præsidentkandidatur, blev lagt ud på hans profil. Det fremkaldte virkelig min frygt omkring AI og farerne ved at sprede misinformation«, skrev Taylor Swift i sidste uge på Instagram.
»Det bragte mig til den konklusion, at jeg skal være meget gennemsigtig omkring mine faktiske planer for dette valg som vælger. Den enkleste måde at bekæmpe misinformation på er med sandheden«.