»Hun er rent faktisk liberal? Det er ikke bare noget, hun lader som om?«, lyder det fra Donald Trump i et interviewcitat fra en ny bog om den amerikanske ekspræsident og præsidentkandidat. »Det overrasker mig, at en countrystjerne kan være succesfuld som liberal«.
Trump taler i interviewet (der blev foretaget i 2023), om Taylor Swift, som ved præsidentvalgkampen i 2020 åbent støttede Joe Biden og Kamala Harris.
Nu har Trump selv brugt popstjernen i sin egen igangværende valgkampagne, hvor han som bekendt dyster mod USA’s vicepræsident Kamala Harris. Det sker dog ikke med Swifts egne ord eller samtykke.
Ifølge Consequence delte Trump søndag på sit eget sociale medie Truth Social en række AI-genererede billeder med Taylor Swift. Billederne formidler den usande påstand, at popstjernen støtter ham i valgkampen.
Et af disse billeder viser Swift, der, iført et klassisk Uncle Sam-kostume, peger mod læseren. »Taylor Swift vil have dig til at stemme på Donald Trump«, lyder teksten på billedet. »Jeg accepterer!«, skriver Trump i sit opslag med AI-billedet.
Trump har ifølge Consequence også delt en fake news-artikel, der fortæller, at en bølge af Taylor Swift-fans slutter sig til ham som USA’s kommende præsident efter forsøget på terrorangreb ved én af popstjernens koncerter i Østrig, der alle blev aflyst.
Taylor Swift har ikke kommenteret Trumps opslag. Hun har i øvrigt ikke offentligt støttet nogen af præsidentkandidaterne op til dette valg.