I sidste måned delte Donald Trump en samling falske billeder, der proklamerede, at både Taylor Swift og popstjernens fans bakkede op om ekspræsidenten i den igangværende valgkamp. På det tidspunkt havde Swift ikke officielt givet sin opbakning til hverken Trump eller Harris som præsidentkandidat.
Nu er det imidlertid officielt, at Taylor Swift støtter Kamala Harris som USA’s næste præsident.
Efter nattens medieombruste tv-debat, den første af slagsen mellem de to kandidater, delte Swift en længere skriftlig udtalelse på Instagram.
»For nylig blev jeg gjort opmærksom på, at AI af ‘mig’, der fejlagtigt støtter Donald Trumps præsidentkandidatur, blev lagt ud på hans profil. Det fremkaldte virkelig min frygt omkring AI og farerne ved at sprede misinformation. Det bragte mig til den konklusion, at jeg skal være meget gennemsigtig omkring mine faktiske planer for dette valg som vælger. Den enkleste måde at bekæmpe misinformation på er med sandheden«, skriver Swift i opslaget.
»Jeg vil afgive min stemme på Kamala Harris og Tim Walz ved præsidentvalget i 2024. Jeg stemmer på Kamala Harris, fordi hun kæmper for de rettigheder og sager, som jeg tror har brug for en kriger til at forsvare dem. Jeg synes, hun er en stabil, begavet leder, og jeg tror på, at vi kan udrette så meget mere i dette land, hvis vi ledes af ro og ikke kaos. Jeg var så opmuntret og imponeret over hendes valg af vicepræsidentkandidat Tim Walz, som har stået op for LGBTQ+-rettigheder, IVF (kunstig befrugtning, red.) og en kvindes ret til sin egen krop i årtier«.
På Instagram-opslagets foto holder popstjernen en kat, ligesom hun underskriver udtalelsen »Taylor Swift, barnløs kattedame«.
Begge dele refererer til Trumps vicepræsidentkandidat J.D. Vances tre år gamle kritik af Demokraternes »barnløse kattedamer« – en udtalelse, som blandt andre ‘Friends’-stjernen Jennifer Aniston har fordømt.