’The End We Start From’: Jodie Comer er magnetisk i uvant virkelighedsnær katastrofefilm
Med klimakrise, ekstreme vejrforhold, krige og prepper-råd som en betydelig del af nyhedsbilledet begynder vores verden i stigende grad af minde om starten på en katastrofefilm.
Det er dog alligevel sjældent, man ser et så realistisk og troværdigt bud på genren som ’The End We Start From’, der fik verdenspremiere på Toronto-filmfestivalen sidste år og nu kan ses på streaming herhjemme.
Den britiske instruktør bag, Mahalia Belo, var senest aktuel med periodedramaserien ’The Long Song’ om slaveriets ophør i 1800-tallets Jamaica. Med sin nye film retter hun i stedet blikket mod en potentiel nær fremtid.
Jodie Comer indtager hovedrollen som en unavngiven kvinde, der skal forsøge at overleve en altødelæggende miljøkatastrofe i England med sin nyfødte dreng i armene. I samme øjeblik, som hendes eget fostervand går, oversvømmes hendes hjem – og resten af London – af de store vandmængder, som vælter ned fra oven.
Sammen med kæresten R (Joel Fry) flygter hun hjem til svigerforældrene (Mark Strong og Nina Sosanya), hvor de for en stund har en smule fred og ro til at værne om det lille, nye liv.
Da madlageret slipper op, følger imidlertid den ene dødelige ulyksalighed efter den anden. Barnets eneste redning er en statsstyret nødindkvartering, hvor kun én forælder kan følge med. Mor og søn må efterlade faren udenfor – inden også dette ustabile helle bryder sammen, og de selv må søge videre på ny.
’The End We Start From’ byder bestemt på død og ødelæggelse, men går alligevel også imod de fleste katastrofefilm, fordi den kun viser den destruerede storby i få, korte glimt.
Det skyldes formentlig til dels, at budgettet ikke har været verdens største, men også at fortællingen, baseret på Megan Hunters roman af samme navn, lægger sit fokus et andet sted: på søvnmangel, dalende overskud, tvivl, omsorg og noget så jordnært som ømme brystvorter.
Filmen handler nemlig mindst lige så meget om moderskab som om miljøkatastrofe. Sideløbende med civilisationens undergang siger kvinden også farvel til et nu overstået kapitel af sit liv, for forældreskabet er jo, som titlen indikerer, både en slutning og en ny begyndelse.
Jodie Comer gør sig fortjent til sin stjernestatus med en usvigeligt sikker og nuanceret præstation, der både rummer fortvivlelse, humor og magnetisk nærvær. Undervejs får hun selskab af de britiske Hollywood-kollegaer Katherine Waterston og Benedict Cumberbatch i mindre roller.
Sammen med dem forsøger hovedkarakteren at finde svar på spørgsmålet: Kan man leve videre, hvis man dvæler ved fortiden?
Mens andre tænker på den umiddelbare overlevelse, begynder hun selv at drive ind i en dagdrøm, der genskaber hende og kærestens første uhøjtidelige og ubekymrede stævnemøde. Hun kan ikke slippe tanken om, at R måske stadig lever derude et sted.
Dermed agerer hun ikke som den klassiske overlever. Som publikum begynder man at stille spørgsmål ved hendes handlinger, der ikke altid virker til at være til spædbarnets bedste.
’The End We Start From’ har god tid til disse refleksioner, fordi den ikke springer over overlevelseskampens uundgåelige perioder med ventetid. Perioder, hvor hovedpersonen venter på hjælp, håb og klarhed. Perioder, som en actionpakket Hollywood-katastrofefilm ville forkorte mest muligt.
Nogle steder går det ud over fremdriften og tempoet, at ventetiden har så fremtrædende en plads i fortælling. Særligt i sidste tredjedel trækker det lovligt meget spænding ud af filmen, at karakteren tænker snarere end handler.
Til gengæld giver det langsomme tempo også filmoplevelsen en bund af realisme, der gør dystopien skræmmende virkelighedsnær.
Kort sagt:
Den britiske dystopi ’The End We Start From’ kommer med et uvant jordnært, dvælende og virkelighedstro take på katastrofefilmgenren.