REPORTAGE. Rygterne har svirret i et par måneder efterhånden, siden de første numre med bandet The Crying Nudes blev lagt online.
Korte, abrupte kompositioner af uimponeret catchy indierock med en sanger, der løst ormer sig frem og tilbage i musikken. Musikken lokker og afviser på samme tid lytteren, der gang på gang længes efter et kæmpe omkvædshook eller en opløftende bro.
Afsenderen er det engelske label World Music, som den sagnomspundne kultperson Dean Blunt står bag. Hans fanbase er stor, og på internettet er folk utroligt aktive, nysgerrige, næsten stalker-agtige i deres iver efter viden om de overlagt kryptiske udgivelser.
Numrene på The Crying Nudes-pladen som måske, måske ikke hedder ‘Removed a Heart’ kan af og til fremstå nærmest skitse-agtige i deres gennemgribende afvisning af b-stykker, c-stykker og omkvæd. Men sådan spiller klaveret som oftest på World Music-udgivelser. Ingen overraskelser der. Det simple er fremhævet.
Af og til fornemmer man lidt Mazzy Star-inspiration i vokalen. Instrumentalen til ‘Plead the Blood’ er tidligere udgivet online som et Dean Blunt-loop med titlen ‘Thurs 17_11’. Man får ikke for alvor en fornemmelse af præcis, hvad og hvem bandet er og vil.
Gisningerne om, hvem der er med i The Crying Nudes, har stået som gnister fra en skærebrænder, og på sladderportalen Reddit har talrige brugere desperat forsøgt at få forsangeren til at være en tidligere Dean Blunt-kollaboratør. Men vokalen lyder bare ikke helt som Joanne Robertson, Nina Cristante eller Inga Copeland.
Dean Blunt har i mange år trukket på musikere fra det københavnske musikmiljø. Aase Nielsen er den nok mest prominente samarbejdspartner, men derudover er listen af medsammensvorne alenlang. Og nu, lige pludselig, dumpede der så et event ned i skødet på alle nysgerrige fans: En Crying Nudes-koncert på Hotel Cecil i København.
Flyeren (og bandets officielle pressefoto) er et billede af Meg Ryan fra filmen ‘In the Cut’ fra 2003. Har det noget med noget at gøre? The plot thickens!
Min redaktør havde især én idé om en mulig sanger: Fine Glindvad, der tidligere i år solodebuterede, og som er forsanger i Chinah. Hun delte koncerten på Instagram inden showet.
Inden koncerten forsøgte jeg at få svar på bandmedlemmernes identitet. Det plejer at være mere ligetil at få svar ud af folk, der er in the know, men en enighed om at insistere på mystikken omkring The Crying Nudes har åbenbart bredt sig som et tæppe over det københavnske musikmiljø.
Jeg skrev til en vis komponist og cellist og spurgte: ’Hvor meget ved du om det her band?’, og fik det kryptiske svar: »Haha ja mystiske band«, efterfulgt af den der stakkels emoji, der ryster sit hoved i sagesløs forvirring. En pladeselskabsmand gav et akavet ikke-svar, da jeg spurgte til rigtigheden af rygterne om The Crying Nudes’ forsanger.
Koncertdagen kom, og i Niels Hemmingsensgade i København flokkedes et regulært who’s who af kunstnere fra den danske alternative pop- og rock-undergrund til Hotel Cecils lokaler.
Tilstedeværelsen på gadeplan af medlemmer fra Slim0, Baby in Vain, Iceage, ML Buch, Rebecca Molina, Erika de Casier, Melodi Ghazal, Francesca Burattelli og mange flere viste i hvert fald, hvem der ikke er med i The Crying Nudes.
Bandet har jo ikke ligefrem et fyldigt bagkatalog, så der var også en masse snak blandt de fremmødte om, hvor langt sættet mon ville være. Ville der være andet materiale end det fra debuten?
Klokken slog kvart over ni, og scenen blev mørklagt. De fem musikere trådte frem, men i de midnatssorte omgivelser med blålilla spot på medlemmerne bagfra krævede det et trænet øje at afkode dem.
Én spillede guitar, én spillede bas, én spillede på et stripped down trommesæt, og én spillede keys. Og så var der selvfølgelig sangeren, der stod og rokkede frem og tilbage. Det lignede Fine Glindvad.
Men bandmedlemmernes identitet var i virkeligheden underordnet. Musikken talte for sig selv.
Numrene var ganske vist stadig uhyre simple, nærmest kyniske i deres abrupthed, men i live-versionerne blev musikken trods alt mere menneskelig i et lydbillede, hvor især trommerne skubbede musikken fremad.
Alle involverede var enormt dygtige og rutinerede musikere, der skabte musik, der kan få dig til at danse, og musik, der kan få dig til at forsvinde ind i dig selv.
Bandet forsvandt fra den nattesorte scene lige så hurtigt, som de var steget på den – efter 15-20 minutter. Så blev vi også klogere på, hvor lang koncerten skulle være.
Før koncerten havde jeg en følelse af, at alt dette hemmelighedskræmmeri ligesom fungerer som et forsvar for et måske lidt prætentiøst musikalsk afsæt.
Nu læser jeg i højere grad projektets ansigtsløshed som en måde at slå forsvarsring om musikken. Det er underordnet, hvem der er med i orkestret.
I dagene efter koncerten har der været forbavsende lidt videomateriale fra koncerten på Instagram og andre steder. Jeg har kun kunne spore mig frem til et enkelt videoklip online. Det lader altså til, at publikum har hjulpet bandet med at holde mystikken intakt.
Det virkede simpelthen. Publikum respekterer projektets mystik, og det gør jeg også.
Vil man virkelig vide, hvem der gemmer sig bag musikken, må man se dem live – eller hive forstørrelsesglasset og piben frem og undersøge Reddits afkroge.
Soundvenue har rakt ud til en repræsentant for The Crying Nudes, der udtaler, at bandmedlemmerne ikke ønsker at blive nævnt ved navn.
The Crying Nudes’ debutalbum, der vistnok er selvbetitlet, hvis man skal tro Spotify, er ude nu.