Aubrey Plaza blev i sin karakter for ikke at få et nervøst sammenbrud under ‘Megalopolis’-optagelser

Aubrey Plaza blev i sin karakter for ikke at få et nervøst sammenbrud under ‘Megalopolis’-optagelser
Aubrey Plaza i 'Megalopolis'. (Foto: Manymore Films)

Hvis man har set eller hørt en smule om biografaktuelle ‘Megalopolis’, kan man godt forestille sig, at 85-årige Francis Ford Coppolas tidskrævende passionsprojekt til 800 millioner kroner, der har været undervejs i 40 år og eftersigende er blevet skrevet om 300 gange, har været en speciel produktion at være en del af.

Aubrey Plaza, der i filmen spiller den hyperseksuelle og griske tv-vært Wow Platinum, kalder det »galskab at arbejde på den film« i et nyt interview i The New York Times.

»Min mentalitet hver dag var, at det var ‘hver mand for ham selv – kun den stærkeste overlever her’«, lyder det videre.

Der har tidligere været beretninger i blandt andet The Guardian om, at Francis Ford Coppolas opførsel på set har været både så grænseoverskridende, uprofessionel og mærkværdig, at medlemmer af produktionen havde svært ved at forstå, at instruktøren havde lavet film før.

Aubrey Plaza fortæller, at Coppola nogle dage tog imod råd til instruktionen fra sin barista, eller lige pludselig bad hende om at spille som en edderkop. Hendes medspiller Jon Voight skrev også scener til filmen og opfordrede hende til at gøre det samme, hvilket resulterede i en oralsexscene mellem hende og Shia LaBeouf, der kom med i filmen.

»Der var dage, hvor jeg tog hen på set og troede, vi skulle i gang med at optage, men i stedet sagde Francis, ‘Jeg vil gerne spille et spil’«, fortæller skuespilleren.

Derfor blev Plazas løsning også at forblive i sin karakter konstant, som hun gik ind i, når hun sad i bilen på vej til arbejde.

»Jeg ville tænke, ‘ok, jeg er skrækslagen lige nu, jeg har et nervøst sammenbrud som mig selv, men det har Wow ikke. Hun kan klare alt’. Og så tændte jeg som en lyspære: ‘Det er Wow-tid’«, fortæller hun.

Aubrey Plaza ser dog ikke tilbage på oplevelsen som negativ.

»Det har taget lang tid, men jeg fandt endelig, hvad jeg ledte efter, hvilket var at få Francis til at instruere mig på en måde, der i sandhed var inspirerende og ikke handlede om slutresultatet«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af