Fugees annoncerede stor reunion-turné – nu er det endt i et søgsmål

Fugees annoncerede stor reunion-turné – nu er det endt i et søgsmål
Fugees i 1994. (Foto: Al Pereira/Michael Ochs Archives/Getty Images)

Alt er gået galt, siden Lauryn Hill sidste år annoncerede en stor turné for at fejre 25-års jubilæet for hendes første og eneste soloalbum, ‘The Miseducation of Lauryn Hill’.

Med på turnéen skulle Hill have medbragt den nyligt gendannede hiphopgruppe Fugees, som hun også er medlem af, men få dage før den nordamerikanske del af turnéen skulle være gået i gang, blev den aflyst.

Dengang forklarede Hill, at aflysningen skyldtes lavt billetsalg som følge af »nogle mediers sensationslyst og clickbait-overskrifter«, men nu er hun blevet sagtsøgt af Pras Michel, et andet Fugees-medlem, for blandt andet bedrageri og kontraktbrud, rapporterer Variety.

Helt konkret beskylder Pras sin kollega for at fejlstyre turnéen og promovere den dårligt, hvilket ifølge ham bunder i Hills »narcissistiske tendenser«. Han hævder desuden, at han nu står i gæld på grund af turnéens budget, der var »så oppustet af unødvendige og højst sandsynligt fiktive udgifter, at det virkede til at være designet til at tabe penge«.

Tilbage i august delte Pras desuden en TMZ-ekslusiv sang ved navn ‘Bar Mitzfa’, som mange tolkede som et disstrack mod Hill med linjer som »Don’t blame me, blame her, she made the mess / Not another fucking penny’s what I told ‘Clef (Wyclef Jean, gruppens tredje medlem, red.)«.

Hill har sidenhen kommenteret sagen i en længere udmelding, som kan læses i sin fulde længde via Stereogum. Her lyder det blandt andet, at søgsmålet er »fyldt med falske påstande og uberettigede angreb«, og at Fugees kun blev inviteret med på turnéen, fordi Pras manglede penge.

Hill optrådte tidligere i år på Heartland, hvor hun blandt andet fik selskab af sønnen YG Marley og Wycleaf Jean. Pras deltog ikke i koncerten.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af