’We Live in Time’: Intimt kærlighedsdrama får et episk vingefang med Florence Pugh og Andrew Garfield i spidsen
Hvor langt kan kærlighedens bånd række? Dette store spørgsmål stiller den irske instruktør John Crowley igen og igen.
Han gjorde det i 2015 i det Oscar-nominerede trekantdrama ’Brooklyn’, hvor Saoirse Ronan måtte vælge mellem en italiensk-amerikansk blikkenslager i New York og en rigmandssøn i sin irske hjemstavn.
Han gjorde det også sidste år i ’Black Mirror’-afsnittet ’Beyond the Sea’, hvor kærlighedskraften skulle række helt ud i rummet. Her mistænker Aaron Paul sin sorgramte med-astronaut for at have lumre bagtanker angående sin hustru på jorden, som de på skift besøger ved hjælp af en robotkrop.
Nu gør Crowley det igen med det romantiske drama ’We Live in Time’, der har stjerneduoen Florence Pugh og Andrew Garfield (sidstnævnte fik i øvrigt fik sin spillefilmdebut i Crowleys ’Boy A’ fra 2007) i hovedrollerne.
Denne gang er der ikke en tredjepart involveret i forholdet. Det er snarere livets almengyldige udfordringer og ulyksaligheder, der risikerer at komme de elskende på tværs.
Michelin-kokken Almut (Pugh) støder en sen aften tilfældigt på den nyligt fraskilte it-mand Tobias (Garfield). Hun kører ham faktisk ned med sin bil. Efter at have fulgt trafikofret til hospitalet opstår en åbenlys kemi mellem de to, og det udvikler sig til en livsdefinerende kærlighedsrelation.
Undervejs skal parret igennem udfordringer og uoverensstemmelser, som vil være relaterbare for de fleste publikummer omkring de 30. Mest presserende er en samtale om, hvorvidt og hvornår de skal have børn. Almut er et udpræget karrieremenneske, mens Tobias største ønske er at stifte familie. Da han nævner det berygtede biologiske ur, der som bekendt tikker, udvikler diskussionen sig til et voldsomt skænderi.
Det bliver ikke nemmere af, at en alvorlig diagnose ramler ind i parrets liv. Begge bekymrer de sig om, hvorvidt de nu får mest muligt ud af tiden og livet. Og de risikerer at glemme nuet i deres fokus på fremtiden.
Plottet kunne på papiret godt være havnet i sentimentalt sick flick-territorium, men sådan går det heldigvis ikke. Crowley har ganske vist hang til emotionel underlægningsmusik med en masse strygere, der kommunikerer store følelser, men han har lige så godt styr på de anderledes afslappede scener med fine og sjove detaljer – som da Tobias’ far insisterer på at barbere sønnens nakke inden første rigtige date med Almut (der senere på aftenen hæfter sig ved sin flirts meget glatte nakke).
Naturlige toppræstationer fra Pugh og Garfield er ligeledes med til at give filmen et autentisk udtryk, der, trods et til tider lidt for poppet musikunderlæg, hæver sig over det polerede og overfladiske. For man tror virkelig på deres forelskelse. Man hepper på dem og snøfter med dem, mens livet går op og ned.
Netop op- og nedturene kommer på uventede tidspunkter, for som et lidt vovet eksperiment har Crowley og manusforfatter Nick Payne valgt løbende at springe frem og tilbage i tid. I starten skal man lige vænne sig til, at historien ikke er lineært fortalt. Ved begyndelsen af hver scene er man nødt til lige at finde ud af, hvor på tidslinjen vi befinder os.
Det giver imidlertid pote, for den utraditionelle opbygning frembringer fornemmelsen af at befinde sig midt i en organisk strøm af minder, der ligger hulter til bulter, samlet sammen over flere år. Det forstærker følelsen af, at kærligheden er den konstante forbindelse mellem hovedpersonerne på tværs af tid.
Nok en gang viser John Crowley sin evne til at give et intimt kærlighedsdrama et episk vingefang.
Kort sagt:
Instruktør John Crowley har helt styr på både store og små følelser i det velkomponerede kærlighedsdrama ’We Live in Time’.