’Brooklyn’
’Brooklyn’ er en af den slags fine fugle af universelt sympatiske film, det er nærmest naturstridigt ikke at holde af.
Omkring tre kvarter inde i instruktør John Crowleys velspillede immigrantdrama mærkede jeg et særdeles insisterende smil brede sig. Et sagligt, varmeinduceret ’Kæft, hvor vi hygger nu!’-smil, normalt reserveret til godt selskab i afslappet vennelag. Og hvis ikke denne behagelige fysiske effekt alene er en anbefaling værd her i vinterkulden, så ved jeg ikke, hvad er.
1952: Unge Eilis (fantastiske, Oscar-nominerede Saiorse Ronan) har levet hele sit liv i den lille irske flække Enniscorthy med sin mor og storesøster Rose. Alle kender alle i det trygge landsbymiljø, men udsigterne til at gøre karriere er lig nul, selv for et kvikt hoved som Eilis. Med økonomisk hjælp fra Rose rejser pigen i stedet ad den lange, kvalme søvej til Den Nye Verden, nærmere bestemt Brooklyn, hvor en af det irske lokalsamfunds præster (Jim Broadbent) har skaffet Eilis et job i et stormagasin og værelse på et pigepensionat, styret med humoristisk-gudfrygtig hånd af den vennesæle Mrs. Keogh (Julie Walters).
Eilis har imidlertid ambitioner ud over et liv som shopgirl og tager aftenkurser for at uddanne sig til revisor. Hjemveen gnaver bittert, men da Eilis en dag tager til det ugentlige irske dansearrangement med pensionatets optimistisk amerikaniserede, giftelystne piger byder den kække italiener Tony (Emory Cohen) op til svingom. Og til trods for de to unges vidt forskellige folkefærds notoriske fejder i New Yorks gader forelsker ireren sig på smittende sødmefuld vis sig i den godmodige italienske blikkenslager som i en anden ’Lady og Vagabonden’.
Ronan og Cohens kemi hører til blandt de seneste mange års absolut mest charmerende filmpar. Så knuselskelig cute er duoen, at jeg fik en overvældende lyst til at give Eilis en storesøster-formanende rusketur, da pigen i filmens anden halvdel drager hjem på besøg og fristes af en rødhåret landsmand (altid solide Domhnall Gleeson) i en af den slags (lidt for) klassiske sliding door-situationer, som livet er fyldt af på film såvel som i virkelighedens verden.
Fortid eller fremtid? Og endnu sværere: Familie eller fremtid?
Det ville være nemt at anklage ’Brooklyn’ og manusforfatter Nick Hornby (’An Education’, ’About a Boy’) for at smøre candyfloss-coatingen vel tykt over både Eilis’ nye liv i fotogene New York og gensynet med det nostalgiske Irland. Så normaliseret er de moderne filmdramaers vanlige sarkastiske sortsyn, at man et langt stykke hen ad vejen afventer mørkets kommen og Eilis fald.
Men ’Brooklyn’ er ikke interesseret i at spidde sine hovedpersoner på problemstillingens skarpe hjørner. Den vil være en god film om gode mennesker. Kan du overhovedet huske den slags? 90’erne var fyldt med dem, inden verden gik af lave i det 21. århundredes politisk betændte skærsild. Dengang i lysere tider rynkede man ikke automatisk kynisk på næsen, når det gik heltinden/helten godt, og positionerede ikke som i dag verdens samlede ulykke over for den rosenrøde filmlykkes påståede blåøjethed.
Man hyggede sig. Og det gør man også med ’Brooklyn’.
Kort sagt:
Saiorse Ronan og Emory Cohen stråler sødt og troværdigt i John Crowleys opløftende ’Brooklyn’ om en irsk piges forsøg på at skabe sig et bedre liv i Guds eget land. 1950’er-scenografien er storfilmslækker og dramaet velspillet, og så tilgiver man gerne en smule dramaturgisk forudsigelighed undervejs.