Iceages bedste album lyder stadigvæk lige så friskt, vildt og kompromisløst som i 2014
Første gang jeg så Iceage var på et propfyldt Atlas en kold vinteraften i Aarhus. Bandet var på turné med albummet ‘Plowing Into the Field of Love’.
Jeg husker bedst, at koncerten varede præcis 42 hektiske minutter, at moshpitten virkede ustoppelig, og at den iltre frontmand Elias Rønnenfelt i kampens hede fik langet mig en albue i ansigtet. Den aften blev jeg døbt i punkens navn.
Godt ti år senere fremførte Iceage onsdag aften hele ‘Plowing Into the Field of Love’ til noget så upunket som en siddende koncert i Bremen Teater i København. Alligevel fungerede alt til punkt og prikke. Godt halvvejs i sættet gik det op for mig hvorfor: ‘Plowing Into the Field of Love’ er ikke bare et ualmindeligt ambitiøst punkalbum – det er en af de bedste danske plader på den her side af årtusindeskiftet.
Når man udsættes for et helt album, som man har nærlyttet utallige gange, og det spilles live i kronologisk rækkefølge, imens man fra en siddeplads kan være fuldt fokuseret, så sker der noget helt unikt: Man lægger mærke til nuancer i musikken, man ikke vidste fandtes, og man ser helt konkret, hvordan værket er blevet skabt.
Og midt under fremførelsen af ‘Let It Vanish’ slog det mig, hvor kreativt et album der er tale om. Hvor stort et kunstnerisk spring det var fra de bragende gode, men mindre sammenhængende hardcore punk-plader, der havde forudgået det.
Inden åbenbaringen havde Iceage – i udvidet konstellation med allestednærværende Nils Gröndahl på violin og Patrick Kociszewski fra blandt andet Less Win og Visitor Kane på klaver og akustisk guitar – allerede traktereret os med sitrende fremførelser af albummets første halvdel.
Der var gåsehud på mine arme efter åbneren ‘On My Fingers’, der blev spillet med fråde om munden, som var de syv optrædende vilde hunde. Gröndahls violin skarp som glasskår og Rønnenfelts vokal arrig som ind i helvede.
Jeg vil vove at påstå, at visse numre aldrig har været fremført bedre. ‘Abundant Living’ og ‘Glassy Eyed, Dormant and Veiled’ fik forsangeren til at kaste sig op på monitoren og vælte mikrofonstativer – bevares, det gør han jævnligt, men det var med en endnu vildere energi end sædvanligt. Som om de sange, der sjældent har været på sætlisterne de seneste par år, har tigget og bedt om at blive spillet.
Vokalerne lød på én og samme gang mere kontrollerede og mere dyriske end på indspilningerne. Der blev vrælet med kraft, som ingen andre rigtig kan gøre det. Og Rønnenfelt virkede ikke til at miste pusten eller stemmen. Ilden brændte i øjnene.
Andre sange som ‘Cimmerian Shade’, ‘How Many’, ‘Stay’ og ikke mindst et af højdepunkterne, den melodiske perle ‘Simony’, bliver så godt som aldrig spillet, og deres inklusion i sættet fik Iceage til at fremstå som et helt nyt bæst. Samtidig blev der skrålet med fra bagerste til forreste række i salen under koncertens andet nummer, den cowboybestøvlede single ‘The Lord’s Favourite’, så man allerede der fik slået fast, at det hele nok skulle blive festligt trods siddepladserne.
På ‘Against the Moon’ overraskede guitaristen Johan Wieth med sanseligt saxofonspil, og på albumlukkeren og titelsangen fik Kociszewski æren af at åbne et af bandets bedste numre overhovedet med nøgent guitarspil. Da hele bandet klingede sammen, og Rønnenfelt skrålede »I am plowing into the field of love«, blæste en bølge af massiv og melankolsk lyd ind over lokalet. Jeg holdt vejret i flere sekunder.
Var bandet ikke kommet tilbage på scenen efter denne magtdemonstration på en lille time, havde koncerten allerede været perfekt. Da havde Iceage bevist, hvor vitale de stadigvæk er på en scene, hvor stærkt et udspil ‘Plowing Into the Field of Love’ er. En milepæl inden for dansk rock og punk.
Alligevel var det en kæmpe fornøjelse at se Rønnenfelt piske en mere energisk stemning op med et godt sæt ekstranumre fra ‘Beyondless’ og ‘Seek Shelter’. Samtlige i publikum stod op, og allerforrest var en mindre gruppe venskabeligt begyndt at moshe lidt med hinanden til tonerne af ‘Hurrah’, ‘Painkiller’ og en ny barslagsmåls-klingende sang, der sætter en høj standard for Iceages kommende album.
Jeg håber så sandelig, at Iceage gengiver seancen i 2034 til 20-års jubilæet for ‘Plowing Into the Field of Love’. Intet tyder på, at tiden svækker bandet. Tværtimod.
Kort sagt:
Til deres jubilæumskoncert i Bremen Teater beviste Iceage, at ‘Plowing Into the Field of Love’ ikke bare et ualmindeligt ambitiøst punkalbum – det er en af de bedste danske plader på den her side af årtusindeskiftet.