Det var en sofa, man godt gad have siddet på, da Paul Mescal, Denzel Washington, Saoirse Ronan og Eddie Redmayne besøgte BBC-talkshowet The Graham Norton Show, hvor de hver især fortalte om deres kommende projekter.
Dog blev det en lille smule akavet, da snakken faldt på selvforsvar, og Saoirse Ronan tog bladet fra munden som den eneste kvindelige gæst.
Redmayne fortalte, at han havde modtaget træning i selvforsvar i forbindelse med sin rolle som lejemorder i miniserien ‘The Day of the Jackal’, hvor et af rådene lød på, at man skulle hive sin telefon frem og bruge den som slagvåben.
Det fik Paul Mescal, der er aktuel i den kommende ‘Gladiator 2’, til at flække af grin.
»Hvem tænker rent faktisk på det? Hvis nogen faktisk angreb mig, ville jeg ikke tænke ‘telefon’«, lød det fra den 28-årige skuespiller, hvilket blev mødt med stor latter i rummet. »Undskyld mor – lige et øjeblik, bang!«, fortsatte han.
Kort efter kom hans ‘Foe’-kollega og irske landsfælle Saoirse Ronan dog på banen med en bemærkning, der satte ham og resten af de mandlige gæster og deres privilegier lidt på plads.
»Det er den slags, piger skal tænke på hele tiden«, lød det fra den kvindelige skuespiller med tanke på de mange råd om at bruge alternative remedier til modangreb, man som kvinde kan have i tankerne, hvis man føler sig utryg i offentligheden. Derefter forstummede de mandlige skuespilleres grin.
»Har jeg ret, de damer?«, fortsatte Ronan, der ‘shakas’-gestikulerede med hænderne og fik bifald i studiet.
Klippet er ikke blevet delt af The Graham Norton Shows egne officielle kanaler, men i stedet af mange begejstrede brugere på sociale medier. Her er formuleringen af, hvordan Ronan sætter kollegaerne på plads dog mere bramfrit blevet omdøbt til, at hun »gagger mænd«.
»Saoirse Ronan gagging men we love to see it«, lyder det blandt andet i et viralt X-opslag med 53 millioner views.
saoirse ronan gagging men we love to see it pic.twitter.com/Oyu5cdlPBq
— scarlett 🍒 (@rvdlovess) October 26, 2024
Saoirse Ronan er snart aktuel i krigsdramaet ‘Blitz’, der er instrueret af Steve McQueen og får premiere på Apple TV+ 22. november.