Quentin Tarantino er vild med ny ’Joker’: »Han siger fuck dig til publikum og til Hollywood«

Quentin Tarantino er vild med ny ’Joker’: »Han siger fuck dig til publikum og til Hollywood«
Quentin Tarantino under Cannes-festivalen i 2019. (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

Den kollektive nedsabling af Todd Philips’ ’Joker’-efterfølger har både indbefattet anmeldere og publikum.

Tidligere på måneden meldte Paul Schrader sig ind i hadeklubben, da han fortalte, at han ikke kunne udholde mere end 25 minutter af filmen, som han kaldte »en virkelig dårlig musical«.

Nu har en af Hollywoods største instruktører dog taget filmen i forsvar.

Da Quentin Tarantino gæstede ‘The Bret Easton Ellis Podcast’ (via World of Reel), kom han nemlig med stor ros til retssalsmusicalen. »Jeg kunne virkelig, virkelig godt lide den, virkelig. Rigtig godt«, fortæller han.

»Jeg gik ind for at se den med forventningen om at blive imponeret af den som filmkunst. Men jeg troede, det ville være en distanceret, intellektuel øvelse, som jeg i sidste ende ikke ville mene fungerede som en film, men som jeg ville værdsætte for, hvad den var (…)«, forklarer instruktøren og fortsætter:

»Og jeg oplevede den ikke som en intellektuel øvelse. Jeg blev virkelig opslugt af den. Jeg kunne virkelig godt lide musicalsekvenserne. Jeg blev virkelig opslugt. Jeg tænkte, at jo mere banale sangene var, jo bedre var de«.

Tarantino sender desuden beundrende ord efter Todd Philips, som han faktisk mener er filmens egentlige hovedperson:

»Todd Philips er Jokeren. Jokeren instruerede filmen. Hele konceptet, selv ham der bruger studiets penge – han bruger dem, som Jokeren ville bruge dem, okay? Og så er hans store overraskelsesgave – haha! – trolden i æsken, når han rækker dig sin hånd til et håndtryk, og du får et stød med 10,000 volt, der skyder gennem dig – det er tegneserienørderne. Han siger fuck dig til dem alle. Han siger fuck dig til filmpublikum. Han siger fuck dig til Hollywood. Han siger fuck dig til hvem som helst, der har aktier hos DC og Warner Brothers«.

Den 61-årige Oscar-vinder hylder desuden Joaquin Phoenix i filmen, som han kalder »en af de bedste præstationer jeg nogensinde har set i mit liv«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af