ANBEFALING. I den roste biografaktuelle tåreperser ’We Live in Time’ er Andrew Garfield kæreste, far og ægtemand til Florence Pughs Almut, som han møder, da hun kører ham ned.
Det er begyndelsen på deres … lad os nu bare bruge ordet: Rejse. En rejse ud i kærlighed og den uundgåelige erkendelse af, at livet både er skønhed og smerte, som tiden går.
I den virkelige verden bor vi ligeledes i tiden, Andrew Garfield er blevet 41 år, og ’We Live in Time’ er også en slags – ja, nu bruger jeg altså ordet igen – rejse. En rejse tilbage i tiden.
Det er nemlig en genforening med instruktøren, der gav skuespilleren det store gennembrud. I 2007 lavede teaterinstruktøren John Crowley nemlig sin anden spillefilm, ’Boy A’, baseret på en berømmet bog af samme navn, og han skulle bruge en skuespiller til den svære hovedrolle som en ung mand, der skal prøve at skabe sig et liv efter at have medvirket til en grufuld forbrydelse som barn.
Som 23-årig havde Andrew Garfield på det tidspunkt haft teater- og tv-roller, og han havde lige indspillet sin første film, Robert Redfords ’Lions for Lambs’, da Crowleys casting-instruktør foreslog det britisk-amerikanske talent.
»Jeg kan huske båndet så tydeligt, da det kom ind. Det var sådan, ’oh my God’, for der var et niveau af umiddelbarhed, og der var noget, du allerede spillede for mig, som var åbenbarende – du fremmanede på en måde den rædselsslagne, ødelagte 12-årige dreng. Det var bare, som om han var i din krop«, har John Crowley fortalt i et interview med Indiewire.
Inspireret af virkelig tragedie
Det er da også i høj grad Andrew Garfields fortjeneste, at historien i ’Boy A’ også ved gensyn i dag er nærmest umulig at ryste af sig.
Garfield spiller den unge mand Eric, der efter 14 år i forvaring får hjælp af socialarbejderen Terry (Peter Mullan) til at starte et helt nyt liv: Nyt navn, nyt hjem, ny by.
Han får et værelse hos en rar dame, og han får sit første job på et lager, hvor han for første gang knytter venskaber og møder en ung kvinde, der viser interesse for ham.
Terry understreger, at hans nye liv er et clean cut. Eric er død. Hans nye navn er Jack. Sammen trækker de en streg i sandet, kig frem, ikke tilbage.
Men så let er det ikke. I flashbacks får vi sandheden om, hvad Eric har gjort. Og den sandhed er en mavepuster, der gør fortællingen svær og kompleks.
Eric er nemlig en af to drenge, der har slået en pige ihjel. Sagen har optaget den engelske offentlighed, og tabloidmedierne er langt fra færdige med den, da Eric sluses tilbage i samfundet under sit nye dække.
Erics historie skærer i hjertet. Bogforlægget var inspireret af den virkelige tragedie om den blot toårige James Bulgar, der i 1993 blev lokket væk fra sin mor og slået ihjel på uhørt brutal vis af to 10-årige drenge i en sag, der rystede England. De to drenge blev de yngste dømte mordere i det moderne England, og efterspillet har afstedkommet en påtrængende debat om, hvordan man straffer – og rehabiliterer – børn.
Selvudslettende fysik
Den virkelige sag er så uvirkeligt afstumpet, at det ville have været for hård kost for en film, hvis bærende idé er en humanistisk tro på, at de fleste mennesker fortjener en chance til. Forbrydelsen har en anden karakter i filmen, og Erics andel i mordet antydes snarere end udstilles.
Det er hårdt nok alligevel. Forbrydelsen skaber fundamentet for filmens dirrende afsøgning af skyld, tilgivelse og soning.
Vi vil ham det så godt, da vi møder Eric, både som barn og voksen. Han er blid, afsøgende, taknemmelig. Usikker på, om han fortjener en plads i verden, men også bare i tvivl om, hvordan den fungerer. Efter en afskåret barndom kender han den ikke.
Altid gode Peter Mullan forankrer filmen som socialarbejderen Terry, der har negligeret sin egen familie for at hjælpe unge med desperat brug for hans tålmodige vejledning og stålfaste tro på det gode i mennesket.
Men det er og bliver Andrew Garfield, der bærer filmen med sine sky øjne og akavede selvudslettende fysik, der nærmest beder om at gå i ét med væggen. Og instruktør Crowley rammer hovedet på sømmet: Det sky og svigtede mobbeoffer, man møder i flashbackene, er tydeligt til stede i Garfields underkuede voksenvæsen.
Bange under optagelserne
Det er selvfølgelig noget andet at opleve filmen i dag, hvor man ser Andrew Garfield og ikke fantastisk ung skuespiller, som jeg aldrig har set før, som dengang i 2007.
I dag fremstår filmen mere usleben i kanterne, end jeg huskede den, men det er stadig umuligt ikke at blive ramt dybt i sjælen af historien om det fortabte barn, der prøver at blive voksen i en verden, som helst ser ham død.
»Jeg kan huske, at jeg var meget bange under optagelserne, jeg tvivlede på mig selv, og John havde en meget rolig, sikker hånd. Mellem ham og Peter Mullan følte jeg, at jeg kunne få mit nervesystem lidt i ro og finde ind i rytmen med at lave en film som denne. Jeg har vidunderlige minder om den, og jeg har vidunderlige minder om overraskelsen i, hvordan den blev modtaget«, har Andrew Garfield fortalt Indiewire om filmen, som oprindeligt var tiltænkt som en ren tv-udgivelse, men voksede til et lille indie-hit med festivalpremierer og prishøst.
Efter ’Boy A’ har jeg egentlig haft et ambivalent forhold til Garfield, som indimellem tilter mod det patetiske, hvis manuskriptet bliver for sentimentalt eller svulstigt.
Men som han også har bevist med den Oscar-nominerede ’Brooklyn’ og nu ’We Live in Time’, er det John Crowleys spidskompetence at turde trykke på følelsesknapperne, uden at det bliver skamløst. Det spiller præcist til Garfields styrker.
Både i 2007 og i 2024.
’Boy A’ kan ses på Filmstriben. ’We Live in Time’ kan ses i biograferne.