‘Terrifier 3’: Tænk at en så voldschokerende film kan være så søvndyssende
Det burde i sig selv være et lille julemirakel.
Til bjældeklangen fra en motorsavskæde, som hvinende hakker sig ind i kraniet på en liderlig collegestuderende, har instruktør og manuskriptforfatter Damien Leones tredje svingom med den stumme seriemorder Art the Clown (David Howard Thornton) domineret billetlugerne i USA.
Som sin forgænger har den ført sig frem med ’du vil ikke tro, hvad de har gjort denne gang’-typen af røverhistorier, der i fordums tid hjalp film som ’Eksorcisten’, ’Motorsavsmassakren’ og ’The Blair Witch Project’ helt op til tinderne af det amerikanske box office.
Og i tilfælde af ’Terrier 3’ vil du ikke tro, hvor mange børn Art slår ihjel denne gang! Julen kommer således tidligt for en ulyksalig familie, som Art sniger sig ind i dagligstuen hos. Iført godmodige Saint Nicks frakke og nissehue myrder han mor, far og miniputterne med en økse.
Ho-ho-hold da kæft, der bliver ikke lagt fingre imellem. Og når filmen som her udspiller sig som en form for satirisk anti-julefilm, spinder Thornton og Leone gyserguld.
For efter at være blevet halshugget og derefter at have fået sit hoved genfødt i sidste film (lang historie, frygtelig uinteressant faktisk) har Art brug for lidt af den gode julestemning og beslutter sig for at følge Jack Skellingtons eksempel ved at blive julemand.
Thorntons overgearede mimespil er fortsat seriens største force og passer glimrende til klovnens nye juleløjer.
Med blod dryppende fra parykken deler det sadistiske voksenbarn gaver ud til børnene i det lokale storcenter til de voksnes tiltagende ubehag. Og da han får øje på en beruset julemand, som nyder sin fyraftensøl, går han i sjældent hengiven ekstase over synet – før altså han finder den flydende nitroglycerin frem.
I disse enkeltscener stråler ’Terrifier 3’ af en diabolsk stolthed over sin egen uartige mordlyst.
Desværre er der en igangværende film rundt om disse finurlige påfund, og her styrtdykker kvaliteten lige ned til Helvede.
Leone er en gudsbenådet effektmager, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at han har brugt indtjeningen fra ’Terrifier 2’ til at strække latex-budgettet til sit yderste, men det gør ham ikke til nogen god instruktør.
For som sine forgængere ligner ’Terrifier 3’ et tarveligt CW-show komplet med flad belysning, bundskraberpræstationer fra størstedelen af skuespillerne og en utilgiveligt dårlig klippestil.
Scener går konsekvent flere minutter over tid for så pludselig at stoppe umotiveret og uden varsel. Ikke engang noget så banalt som at matche øjenlinjer i en shot-til-shot-scene virker overskueligt for den ellers efterhånden garvede instruktør.
Og hvad så, tænker du sikkert. ’Fredag den 13.’ var ikke just Shakespeare. Kan det i grunden ikke være fløjtende ligegyldigt, om skuespilpræstationerne er dårlige og håndværket sløset?
Og jeg hører dig, men imellem de ganske givet voldsomme mordscenarier hersker der vitterligt intet at distrahere sig selv fra kedsomheden med.
’Terrifier 2’ kunne trods alt bryste sig af et par underholdende karakterer som en utålmodig vin-mor og et par dårlige bedsteveninder samt nogle kreative drømmesekvenser. Alt denne efterfølger har at byde på ud over julepynten, er Leones fortsatte og hovedpineinducerende irriterende behov for at overkomplicere sin morders modus operandi.
Her er ikke så meget som en inciterende POV-indstilling eller et billigt jumpscare. At se ’Terrifier 3’ er som at være skibbruden, mens oceanet af blod og voldsudgydelserne omkring én er det saltvand, som blot gør tørsten større.
For så lige at hælde klorin i kødsåret er der ingen voldsscene i ’Terrifier 3’, der tilnærmelsesvist overgår The Bedroom Scene fra 2’eren.
Og hvad fanden er formålet så?
Kort sagt:
’Terrifier’-klovnen Art er vidunderligt godt selskab, når han går i storcenteret som julemand for at myrde småkravlene og deres forældre. Så det er en skam, at filmen rundt om ham er mere søvndyssende end chokerende.