’My Old Ass’: Sci-fi-komedie med svampetrip og livsklogskab får én til at både grine og hulke-græde
Hvis du vidste, hvordan dit liv blev, ville du så ændre på noget?
Det store spørgsmål er omdrejningspunktet i den uhyre oplagte sci-fi-komedie, ’My Old Ass’, hvor Aubrey Plaza får muligheden for at gøre indflydelse på sit yngre jeg, før det er for sent.
Filmen foregår sidst på sommeren i en lille, søvnig canadisk flække. Her bor den rastløse, homoseksuelle Elliott (Maisy Stella), der skal starte på college i Toronto om en måned. Hun har kiksede brødre og pinlige forældre, der har dedikeret deres liv til opdyrkning af tranebær. Så flyttekasserne er allerede så godt som pakket.
Som kombineret afskeds- og 18-års-fødselsdagsgave inviterer Elliotts to bedste veninder, Ro (Kerrice Brooks) og Ruthie (Sia-dansebarnet Maddie Ziegler) med på campingtur. Her hiver Ro en pose psykedeliske svampe frem, som hendes fætters nabos ven vist nok importerede fra Sydamerika. Eller var det Sydafrika?
Mens de andre har det for vildt, får Elliot sit livs chok. Svampene åbner nemlig en portal til fremtiden, og hun står nu ansigt til ansigt med sin »Gamle røv«. Det er, hvad hun døber Aubrey Plaza, der spiller en 20 år ældre version af Elliott.
Mødet pendulerer på vidunderlig vis mellem mistro og nysgerrighed. Efter at have spurgt om alt det, en 18-årig nu engang vil spørge sit ældre jeg om (»Er vores ene bryst stadig større end det andet? Har vi en kæreste? Må jeg godt snave dig?«), stiller unge Elliott det helt store spørgsmål: Hvis du kunne ændre på noget, hvad skulle det så være?
Til dét har Gamle røv et mærkeligt svar: »Undgå for alt i verden Chad«. Men hvem Chad er, fortæller hun intet om, inden Gamle røv forsvinder ud i den blå luft.
Instruktør og manusforfatter, Megan Park, har begået en lille genistreg med sin simple og hjertevarme sci-fi. Park er tidligere kendt for skuespil i romcom’en ’What If’ med Daniel Radcliffe og for instruktion af highschool-dramaet ’The Fallout’. Det er i komisk timing og rammende, realistiske replikker, Parks styrker normalt ligger.
Canadieren har dog overgået sig selv og skruet op for de tekniske aspekter i et forsøg på at portrættere hjemlandet fra dets bedste sensommervinkel.
Skyggefulde træer læner sig ud over lune skovsøer, der lokker halvnøgne teenagere til sine bredder. Fiskene hopper nærmest på krogen og markerne med tranebær bugner, mens en ny, mystisk sommerarbejder høster dem.
Skønheden, og markarbejderens venlige smil, preller dog totalt af på den utålmodige Elliott, der står ved en skillevej i sit liv.
Maisy Stella spiller overbevisende den alt for seje teenager. Hun er perfekt castet som en ung version af den notorisk cool Aubrey Plaza, der dog kun er med i et par korte – men betydningsfulde og vildt sjove – svampesekvenser.
Stella slog igennem med musical-serien ’Nashville’ i 2012, da hun var kun ni år gammel. Her blev hun en fanfavorit, men med berømmelsen fulgte en 41-årig stalker, som i 2018 chikanerede og truede det dengang kun 15-årige talent på det groveste. Siden har hun holdt lav profil, men nu er det 20-årige stjerneskud tilbage.
Med ’My Old Ass’ brager hun igennem med et ubesværet portræt af gakkede svampetrip, nære venskaber og nådesløs ligegyldighed over for sin familie.
Elliott skjuler det godt bag sin kold facade, men Gamle røvs mærkelige råd, som efter sigende skal ændre hendes livs udfald, understreger den følelse, alle unge kender. Nemlig fornemmelsen af, at alle valg, man træffer lige nu, kommer til at have betydning for resten af ens liv.
Det er sjældent sådan, det rent faktisk fungerer. Men det kan føles sådan, når man skal til at vælge uddannelse eller flytte hjemmefra, og hele verden ligger for ens fødder.
For at gøre det hele værre er enkelte valg faktisk livsændrende. Så som når man endelig møder en, der hedder Chad.
Man skal selvfølgelig købe præmissen om, at Elliott kan tale med sit ældre Jeg via svampe. ’My Old Ass’ skriver sig her ind i rækken af nyere, simple sci-fi eventyr som ’Palm Springs’ og ’About Time’, der kræver, at man lader sig forføre og forelske i konceptet.
Men gør det! For det er ikke mere udfordrende, end når man ser ’Groundhog Day’ og komplet accepterer, at hændelser på magisk vis går i ring.
Med masser af grin på vejen insisterer ’My Old Ass’ på at få os til at gruble over, hvad vores livs største beslutning mon var. Om den var overlagt eller tilfældig. Om man ville ønske, at ting var gået anderledes. Og alt det, man har taget for givet i processen.
Instruktør Megan Park tager sig god tid, når hun til sidst samler alle trådene. Det gør, at slutningen varsles og opbygges længe, så udfaldet af Elliotts store valg nok ikke kommer som en overraskelse.
Alligevel skal man være lavet af is, hvis ikke svirpet af et klimaks får en til at smile og hulke-græde så meget, at man dårligt kan kende sig selv.
Kort sagt:
Med en hård morale kaster den hylende morsomme sci-fi-komedie ’My Old Ass’ lys over livets helt store spørgsmål, mens den foreviger de sidste solskinsstråler af en barndomssommer, der aldrig kommer igen.