’Heretic’: Hugh Grant er forheksende god som skurk i skamløst underholdende thriller
Det er efterhånden fast kost i horrorgenren, at der ikke er langt fra religionsdyrkelse og kultlignende trosfællesskaber til rædselsvækkende og blodige ubehageligheder.
Derfor føles det egentlig ret forfriskende, at to missionerende mormoner er de sympatiske helte i ’Heretic’. Som en omvendt udgave af M. Night Shyamalans ’Knock at the Cabin’ er det ikke dem, der banker på døren, som kommer med uhyggen. Det gør i stedet ham, der åbner – en troens tvivler.
Den nye gyserthriller af instruktørduoen Scott Beck og Bryan Woods, der slog igennem med manuskriptet til ’A Quiet Place’ og sidste år instruerede den knap så vellykkede dinofilm ’65’, bliver selvfølgelig ikke mindre pirrende af, at den titulære kætter spilles af Hugh Grant.
I en alder af 64 befinder den britiske stjerne sig i en karrieremæssig genopblomstring. Den seneste håndfuld år har han (foruden en række farverige projekter som ’Paddington 2’ og ’Wonka’) påtaget sig nogle mere mørke og nuancerige karakterer, der ligger et godt stykke fra de tidlige roller som charmerende romcom-førsteelsker.
Først som skandaliseret politiker i ’A Very English Scandal’ i 2018, senere som mordmistænkt ægtemand i ’The Undoing’ i 2020. Begge præstationer blev belønnet med Emmy-nomineringer.
Nu går han altså planken helt ud som den skurkagtige Mr. Reed, der byder de to unge mormoner, Søster Barnes og Søster Paxton (spillet af talenterne Sophie Thatcher og Chloe East), indenfor til en snak om Gud.
Grant skuffer ikke som filmens helt store trækplaster. Han er forheksende god som den smilende og vittige manipulator, der fra start gemmer på noget truende under den indtagende maske. Særligt i ultranærbilleder begynder skuespillernes velkendte, let vindøjede ansigt at se uvant urovækkende ud.
De to unge mormoner begynder også langsomt og frygtsomt at erkende, at de ikke burde have sat sig i værtens sofa. Fra start viser han nogle små, mistænkelige særheder, som de, i stil med hovedpersonerne i Christian Tafdrups ’Speak No Evil’, slår hen af ren og skær høflighed.
»Vægge og lofter har metal i sig, jeg håber, det er okay«, lyder en særligt besynderlig kommentar tidligt fra Reed, som også hævder at have en blåbærtærtebagende hustru hjemme, selvom det trækker gevaldigt ud med at få hende ind i stuen.
’Heretic’ udvikler sig fra et klaustrofobisk, samtalebåret kammerspil til en mere fysisk horroroplevelse. For mens Reed lokker kvinderne længere ind i sit hus, bliver de også en del af et urovækkende spil, som de ikke kan finde en udvej fra.
I centrum for dramaet og uhyggen er den grundlæggende diskussion om, hvilken tro og hvilken gud der tilhører den ene sande religion. Scott og Woods når at namedroppe nærmest alle religioner undervejs i magtspillet, hvor Reed altid har overhånden og konstant fanger de ulyksalige gæster i deres svar.
Der er en del twists undervejs, og de føles ikke alle lige troværdige eller geniale. Særligt en Taco Bell-relateret drejning fremstår lige så løjerlig, som det lyder.
Det gør dog ikke så meget for filmoplevelsen. For ’Heretic’ tager aldrig sig selv specielt seriøst. Det vidner referencer til blandt andet brætspillet Monopoly og ’Star Wars’-prygelknaben Jar Jar Binks om (Grant kommer med en uventet imitation).
I den forstand føles ’Heretic’ meget som en film af føromtalte Shyamalan, som instruktørduoen da også har nævnt som et forbillede.
Og sammenligningen er altså ment som en kompliment. For ligesom nogle af den ofte udskældte twistkonges bedste high concept-thrillere er ’Heretic’ skamløs underholdning, der holder publikum til ilden indtil sidste minut.
Kort sagt:
En skurkagtig og manipulerende Hugh Grant skuffer ikke som det helt store trækplaster i den Shyamalan-klingende gyserthriller ’Heretic’.