I går udgav Kendrick Lamar ud af det blå sit nye album ‘GNX’, som kommer i kølvandet på den store beef med Drake – ikke mindst det storhittende diss-track ‘Not Like Us’.
Drake bliver aldrig nævnt ved navn på albummet, men Kendrick refererer selvfølgelig til den canadiske rival flere steder. På åbningsnummeret ‘Wacced Out Murals’ nævner han eksempelvis Drakes AI-assisterede sang ‘Taylor Made Freestyle’.
På nummeret havde Drake brugt et AI-værktøj til at skabe to vers, hvor vokalerne lød som Westcoast-legenderne 2Pac og Snoop Dogg. Sidstnævnte delte sangen online og fandt den tilsyneladende ret underholdende. Det var Kendrick øjensynligt skuffet over.
»Snoop posted ‘Taylor Made,’ I prayed it was the edibles / I couldn’t believe it, it was only right for me to let it go«, rapper Kendrick på ‘Wacced Out Murals’, hvor han altså håber, at Snoop kun delte AI-disset, fordi han var påvirket af hashkager.
Det har fået Snoop Dogg til tasterne, skriver Complex. Det snarligt albumaktuelle rapikon tager dog ikke Kendricks milde diss særlig tungt.
K dot new album GNX 💥🔥🔥🔥🔥🎤🎤🎤🎤🎤 It was the edibles 🤦🏾 😆👊🏿 west west king 🔥🎶💫
— Snoop Dogg (@SnoopDogg) November 22, 2024
»Det var på grund af edibles«, skriver Snoop i et opslag på X, efterfulgt af »west west king«.
Tidligere har Snoop Dogg takket både Kendrick Lamar og Drake for deres medieombruste beef.
»Det eneste, jeg har lyst til at sige om hele scenariet, er, at jeg vil give dem begge et skud ud for at hæve niveauet inden for lyrik og inden for sangskrivning, for sangskrivning er blevet forbedret siden konfrontationen, eller hvad du kalder det, de er gået igennem«, lød det.