Et af årets helt store popgennembrud har meldt sin ankomst til Danmark.
Den 31. marts 2025 besøger Sabrina Carpenter København og giver en koncert i Royal Arena. Det sker som del af hendes ‘Short N’ Sweet’-tour, der netop er rejst USA rundt, og som næste år kommer til Europa.
2024 har været et kæmpestort år for Sabrina Carpenter, der efter mange års virke som musiker endelig brød stort igennem takket være hits som ‘Espresso’, ‘Please Please Please’ og senest ‘Taste’.
Popstjernens turné er opkaldt efter hendes album fra august, som Soundvenues anmelder ikke var udelt begejstret af, men som bød på opvisninger i Carpenters evner som vokalist og sangskriver.
»Hun har en særlig sans for sprogets og grammatikkens finurligheder, som hun uærbødigt vender på vrangen og laver om til overraskende ordspil og pikante dobbelttydigheder«, skrev Rasmus Weirup i sin anmeldelse.
Carpenter er heller ikke helt færdig for i år. På fredag udkommer hendes Netflix-show ‘A Nonsense Christmas With Sabrina Carpenter’, hvor hun blandt andet får besøg af popkollegaerne Chappell Roan, Tyla og Kali Uchis.
Billetsalget til koncerten i Royal Arena starter fredag den 6. december klokken 10.
Sabrina Carpenter (US)
31. marts 2025
Royal Arena
Billetpris: 425-825 kr.