Hot Chip – effektiv fest

Det burde have været umuligt. Det var sidste aften på årets Roskilde Festival, og kræfterne havde for længst forladt min udpinte krop. Men med deres festinsisterende og rockflirtende synthpop fik engelske Hot Chip sat strøm til mit indre batteri og hevet mig med til den fest, de holdt under Arena-teltdugen.

Og sikke en fest. Hot Chip har efterhånden så mange melodiøse perler, at de nærmest kunne blive ved i timevis. Men de holdt det til en times ‘action-packed’ underholdning ført an af numre som ‘Shake a Fist’, ‘Ready for the Floor’ og ‘One Pure Thought’ fra deres seneste album, ‘Made in the Dark’, og tidligere hits som ‘And I Was a Boy from School’ og ‘Over and Over’.

Det er alle numre, der er svære at blive træt af, og live blev det kun bedre af, at de fem uprætentiøse musiknørder oveni købet formåede at skrue op for festelementerne i musikken og forvandle de i forvejen dansevenlige tracks til rendyrkede festbomber. Selvom han måske ikke havde en af sine bedste dage bag mikrofonen, så svævede Alexis Taylors spinkle røst stadig som bindeleddet henover det hele.

Tilsæt finesser, som når de flettede coverversioner af New Orders ‘Temptation’ og Princes ‘Nothing Compares to U’ fint ind i settet, og miraklet var sket. Krafttilførslen virkede, og Roskilde-festen fortsatte mirakuløst.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af