MENNESKET VS. NATUREN. Jeg interviewede engang filosoffen Arno Victor Nielsen til en journalistisk opgave om klimakrisens uløselighed. Her sad vi i hans lejlighed, der havde bogreoler i stedet for vægge, og talte om den tyske filosof Martin Heidegger.
Atombomben sprang allerede med skriftsproget, parafraserede filosoffen Heidegger og uddybede: »For det var her, at vi adskilte os fra verden. Et billede af en sten ligner en sten. Men ordet ’sten’ ligner ingenting«.
Overgangen fra billedsprog til skriftsprog satte os udenfor som observerende subjekter, der kunne se ind mod verden som en ting, der skulle begribes gennem bogstavernes symboler. Alt derefter var naturlige følgevirkninger af den første adskillelse: olieboringer, togspor, atomvåben, kunstig intelligens. Det mente Heidegger i hvert fald – i brede træk. Arno Victor Nielsen kom frem til denne konklusion:
»Vi kan ikke forstå klimakatastrofen med hovedet alene. Vi reagerer først, når vi anerkender, at vi er en del af naturen, at hovedet sidder på en krop, og at det er kroppen, som hårene skal rejse sig på, før vi skrider til handling«.
Jeg spurgte, om man kunne slå en genvej? Altså nå frem til den kropslige erkendelse, før vandet skvulpede ved anklerne?
»Ja«, svarede Victor Nielsen. »Det kan filmen«.
Willem Dafoe og den tasmanske tiger
Filmen sætter hovedet tilbage på kroppen, fordi den kan pirre det underbevidste, der ellers fortrænges under tærsklen til den analytiske fornuft. Så måske er det filmene, der skal vække os og forstå den forbindelse til naturen, der er fundamentet for, at vi skrider til klimahandling?
Det er i hvert fald tesen for min artikelserie om menneskets forhold til naturen, som starter med en overset perle: den ukendte instruktør Daniel Nettheims ’The Hunter’ fra 2011 med Willem Dafoe i den bærende titelrolle.
Filmens handlingsforløb er enkelt: Dafoes mystiske jæger bliver hvervet til en opgave af en lige så mystisk organisation ved navn Redleaf. Han skal tage til Tasmanien og fange verdens sidste tasmanske tiger, som bruger et unikt giftstof til at bedøve sit bytte.
Mere får vi ikke vide. Ligesom bogforlægget af samme navn (skrevet af den australske forfatter Julia Leigh) er filmens historie underfortalt. Dafoes jæger, der går under navnet Martin David, arbejder helst alene.
»Must be very nice for you«, konstaterer mellemmanden. »Not to need anyone«.
Martin David har kun brug for et sted at være. Men den lille by i udkanten af den tasmanske jungle er beboet af skovhuggere, som anser Dafoe som en preservatør, der ønsker at beskytte naturen og ødelægge deres arbejde, så da han spørger om et værelse, får han i bedste ’South Park’-stil at vide: »We don’t take kindly to your types ’round here«.
Den enlige jæger flytter derfor ind i et træhus i udkanten af skoven, der bebos af to børn, som har mistet deres far, og en mor, der ligger i sengen og sover dagen væk. Han ignorerer børnene og fortsætter arbejdet, klargør oppakningen, lader geværet med bedøvende ammunition, parkerer jeepen ved bevoksningens udgrænsning og stiger op i bjergene til fods.
Og herpå begynder et af filmens mange segmenter, hvor man kan mærke naturen ånde gennem de levende billeder.
Livet trænger sig på
Vi kommer tæt på, ser Dafoes furede ansigt vende sig nærmest indad, mens han sætter snarer og metalfælder op, skyder vildt, markerer koordinatpunkter og fylder stålflasken med klart vand fra rindende flodløb.
Samtidig løftes kameraet op i smukke panoreringer, der viser os den tasmanske jungles mærkværdige kombination af flade sletter med tørt græs og sumpmoser med pletsøer under silhuetter fra knusende bjergrygge.
Vi ser de afvisende klippeskærs grålige skarphed og de underlige træer med lange nøgne stammer, der forsvinder i runde og flade bladkroner, som ligner bløde puder over en frodig skovbund. ’The Hunter’ har ikke travlt med at klippe Dafoes arbejde sammen i montager, men vælger i stedet at dvæle ved det trivielle arbejde, som forekommer på en gang isoleret og omkranset, meningsløst og betydningsfuldt.
Men livet trænger sig på. På trods af Martin Davids forsøg på at holde alt i armslængde kryber de to børn ind på livet af ham og senere også moren Lucy (Frances O’Connor), der vågner op og tror, at hende mand er vendt hjem, da Martin reparerer strømforsyningen, sætter musik til anlægget og danser med børnene i haven under stjernerne.
Det går hurtigt op for Martin, at Lucys tilstand ikke er naturlig, men medicineret, og han hjælper hende af med de piller, som den lokale opsynsmand Jack (Sam Neill) har prakket hende på siden mandens forsvinden.
Snart bliver det også tydeligt, at han ikke er den første, der har jaget den stribede tiger, og at Lucys mand ikke forsvandt ved et tilfælde, men alle disse narrative forviklinger er ikke filmens egentlige omdrejningspunkt.
På jagt efter sig selv
’The Hunter’s tema er afkobling og samhørighed. Martin David er en mand uden en identitet. Han behersker naturen, men bebor den som en indtrænger. Det er ikke hans hjem, men hans arbejdsrum – et kontor han flygter ind i, fordi han ikke behersker intimiteten og livet med mennesker, der kunne risikere at holde af ham, og som han selv kan holde af og miste.
Forfatteren til bogforlægget har selv accepteret de tydelige koblinger, der kan drages til Herman Melvilles ’Moby Dick’, hvor Kaptajn Ahab jagter sin hvide hval. I Moby Dick er båden Pequod en flydende fabrik, der harpunerer kaskelothvaler og brækker deres kranier op for at udvinde den spermacetolie, der blev brugt til belysning, kosmetiske olier og smøremiddel til industrielle maskiner i 1800-tallet.
I modsætning til Moby Dick er den tasmanske djævel dog ikke en stridbar leviathan, der også jagter den jagende, men et sørgmodigt dyr, der er tvunget til at leve alene, fordi den er den eneste af sin art. Man forstår, at Martin David i virkeligheden er på jagt efter sig selv, og at hans tanker om væsnet er en overvejelse om hans eget væsen:
»I wonder if she is the last one. Alone. Just hunting and killing and waiting to die«.
Som lektor Peter Mortensen engang skrev om ’Moby Dick’, ved sømændene på Pequod godt, at den hvalknoglebesmykkede dræberbåd er en dødssejler, ganske som den ligkiste, Ishmael klamrer sig til ved romanens slutning.
»Og alligevel vælger de at blive på deres poster, adlyde deres kaptajn og jage hvaler til den bitre ende«.
På samme måde forholder det sig med Martin David. Selvom han knytter sig til familien, fortsætter han sit arbejde i junglen. Ganske som Kaptajn Ahab vil han tage noget fra naturen og udhuler dermed sin forbindelse til den.
Martin David skaber ikke noget. Hans metode henholder sig alene til at beherske og skaffe. Som en slags naturens Jason Bourne følger han en række indarbejdede teknikker, praksisser og handlinger, og ganske som Jason Bourne besidder han ingen narrativ hukommelse, har ingen fortid og ejer ingen følelsesmæssig forbindelse til det rum, han opholder sig i.
»Det som et menneske ikke kan huske, eksisterer ikke for ham«, som Bourne-karakteren siger i den oprindelige roman af Robert Ludlum. I filmversionen er Bournes amnesia fremstillet som ultrahurtig klipning, der visuelt markerer en slags antihukommelse.
I ’The Hunter’ er Martin Davids antihukommelse sat i forhold til naturens konstanthed. Hans handlinger er ikke – som i Bourne – drivende for selve filmens handling, skubber den ikke fremad i hektiske sceneskift, men virker underligt langsommelige, taktløse og umusikalske, fordi de foregår langsomt. David står i naturens storslåede og tunge åndedrag, men er fanget i teknikkens praktiske klaustrofobi og den isolation, som den planter i ham.
’The Hunter’ er et godt eksempel på, hvad der sker med mennesker, når vi glemmer vores forbindelse til naturen, der eksisterer gennem skabelsen og vedligeholdelsen. Når vi tilbeder høstens blanke segl, »alene, jagende, dræbende, ventende på at dø«, skærer vi navlestrengen til den oprindelige hukommelse i laser, indtil den knækker, og vi selv bliver til råvarer.
Effektive human ressources.
’The Hunter’ kan ses på Viaplay.