Jay-Z sagsøger kvinden, der anklagede ham for voldtægt

Jay-Z sagsøger kvinden, der anklagede ham for voldtægt
Jay-Z. (Foto: Mateusz Slodkowski/Getty Images)

Jay-Z har indgivet et søgsmål mod den anonyme kvinde, der sidste år anklagede ham for voldtægt. Det rapporterer Stereogum.

Kvinden anklagede sidste år rapperen med det borgerlige navn Shawn Carter for i 2000 at have voldtaget hende med sin varetægtsfængslede kollega Sean ‘Diddy’ Combs, da kvinden var blot 13 år gammel.

I sidste måned valgte kvinden imidlertid at droppe det civile søgsmål, og nu har Jay-Z altså valgt at sagsøge hende. Søgsmålet omfatter desuden kvindens advokat, Tony Buzbee.

Ifølge Jay-Z er der tale om en »ond sammensværgelige«, der skulle tvinge rapperen til at indgå et forlig. Han påstår desuden, at kvinden nu frivilligt har indrømmet, at overgrebet ikke fandt sted, og at Buzbee pressede hende til at fremsætte anklagen.

»Doe (den anonyme kvinde, red.) har nu frivilligt indrømmet direkte over for repræsentanter for hr. Carter, at historien, der blev bragt til verden i retten og på globalt tv, netop var dét: en falsk, ondsindet historie«, lyder det således ifølge Billboard i søgsmålet.

Jay-Z har gennem hele sagen fastholdt sin uskyld og er også tidligere gået til modangreb på netop Buzbee. I december udtalte han til The Wrap, at advokaten handlede »løgnagtigt og grådigt«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af