Kylie Minogue – et visuelt bombardement
Når den australske popdiva Kylie Minogue tropper op i sine centimerhøje stiletter og byder op til neglelak-lakeret glamourshow, så tiltrækkes et sammensurium af folk, som hver synes at repræsentere én af hendes skiftende perioder. For med en karriere på poppens tinder igennem tre årtier og med næsten kamæleonske stilskift indenfor genren har Kylie formået at føje nye fans til skaren for hver albumudgivelse.
På sit tiende album ‘X’ har Kylie leget med både electro, glamrock og disco, og de inspirationer var også de gennemgående temaer under hendes koncert, der i lige så høj grad var et visuelt show med nitter, glitter og glimmer, som det var popkræs for øregangene. Og imens numrene fra årets album fyldte godt på setlisten, så blev der dog også plads til tidligere hits som ‘Can’t Get You Out of My Head’ og ‘Kids’ til publikums store jubel.
Selvom den kun halvanden meter høje diva ikke fyldte meget, når både dansere, neonlys og visuals fejede over scenen, så gjorde den ene mere ekstravagante entré efter den anden dog mere end tydeligt opmærksom på, at Kylie var aftenens store midtpunkt: Det ene øjeblik svævede hun ind på et kæmpemæssigt dødningehoved, det næste var hun en japansk geisha. Og selvom den to timer lange koncert var en ren tour de force af kostumeskift, avancerede dansemoves og settings, så var der ikke en dråbe sved at spore på stjernepanden, selvom publikum var mere end sveddryppende.
Musikalsk imponerede Kylie også ved at bevise, at hun har snoet popgenren om sin lillefinger og ikke er bange for at vride den en smule. Således var hun under hele koncerten bakket op af et liveband, ligesom stemmen fik frit toneløb i både den blide og hårde ende af skalaen. Aftenens koncert var et imponerende visuelt bombardement, der efterlod én med en overdosis af Kylie i årerne.