I et opsigtsvækkende nyt søgsmål bliver Fat Joe af sin tidligere hypeman Terrance ‘T.A.’ Dixon anklaget for »tvungen udnyttelse af arbejdskraft, økonomisk bedrageri, seksuel manipulation, voldelig intimidering og psykologisk tvang«. Dixon kræver 20 millioner dollars i erstatning.
Blandt de mest chokerende anklagepunkter, der er beskrevet af blandt andre Stereogum, anklages rapperen for at have tvunget og manipuleret Dixon til at udføre hele 4.000 seksuelle akter – blandt andet under tvang om at blive efterladt i fremmede lande.
Fat Joe er desuden anklaget for seksuelt misbrug af mindreårige – hvoraf tre specifikt fremgår af anklageskriftet – som han angiveligt har presset til at udføre seksuelle handlinger i bytte for tøj og penge, ligesom han i et enkelt tilfælde skal have betalt for skønhedsfremmende plastikkirurgi for at gøre den ene mindreåriges krop »mere formet«.
I søgsmålet bliver Dixon repræsenteret af Tyrone Blackburn, der blandt andet er anklager i en af flere retssager mod den voldtægtsanklagede rapper Diddy, mens Fat Joe, hvis borgerlige navn er Joseph Antonio Cartagena, repræsenteres af Joe Tacopina, der tidligere har forsvaret ASAP Rocky, Michael Jackson og Donald Trump.
Fat Joe har været aktiv som rapper siden begyndelsen af 90’erne og er især kendt for hits som ‘What’s Luv’ og ‘Lean Back’. Dixon fungerede som hans hypeman i 16 år og har blandt andet bidraget med lyrik og backingvokaler.
