’The Fantastic Four: First Steps’: Frydefuld og farverig nyfortolkning er en tiltrængt opkvikker for Marvel-kolossen
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at instruktør Matt Shakman lige har givet os den med afstand bedste filmatisering af Marvel-tegneseriernes ’Fantastic Four’.
Efter Oley Sassones ikke-udgivne 90’er-kuriosum, Tim Storys to goofy 00’er-blockbustere og Josh Tranks berygtede fiasko fra 2015 har ’WandaVision’-skaberen nemlig endelig i dette årti knækket koden.
Det er egentlig ikke, fordi ’The Fantastic Four: First Steps’ – første film i Marvel Cinematic Universes selvproklamerede sjette fase – opfinder den dybe tallerken for en superheltefilm. Det er simpelthen bare den mest vedkommende og oprigtigt underholdende liveaction-udgave af den ikoniske superheltefamilie, der får deres overmenneskelige kræfter, efter de udsættes for kosmisk stråling på en mislykket rumekspedition.
Selvom skuespillerne i 00’er-filmene egentlig havde god, kæk kemi, mærker man i Shakmans nyfortolkning en endnu stærkere familiær følelse blandt de fire hovedpersoner, som nu spilles med stort overskud af de velcastede Hollywood-stjerner Pedro Pascal (Reed Richards/Mr. Fantastic), Vanessa Kirby (Sue Storm/Invisible Woman), Joseph Quinn (Johnny Storm/Human Torch) og ‘The Bear’-favoritten Ebon Moss-Bachrach (Ben Grimm/The Thing).
Familien vokser i løbet af spilletiden. I allerførste scene afslører Sue nemlig den glædelige nyhed over for sin partner, Reed, at hun er gravid.
En tyngende grundangst følger dog med glæden, særligt for kontrolfreaken Reed, som Pedro Pascal spiller med overbevisende sårbarhed. Han var hjernen bag den fejlslagne rumtur, der forandrede deres liv for altid, og den dårlige samvittighed nager ham tydeligvis stadig. Som en knap så mørk variant af ’The Last of Us’-karakteren Joel er Reed en smerteligt bekymret beskytter, der hele tiden forbereder sig på de værst tænkelige scenarier og dermed risikerer at gå glip af nuet.
Til sammenligning er Sue noget mere håbefuld og viljestærk. Det hårdt trængte forældrepar får yderligere positiv energi tilført af den velmenende, men ikke altid velovervejede duo Johnny og Ben, som konstant udveksler komiske stikpiller og herligt ligegyldig småsnak, uanset hvor tilspidset situationen måtte være.
De får alle meget mere end familieforøgelse at tænke på, da den tragiske rumspejder Silver Surfer (Julia Garner) dukker op på Jorden for at annoncere planetens endeligt – simpelthen. Inden længe vil det umættelige kosmiske gudevæsen Galactus (Ralph Ineson) således komme og fortære kloden.
Det lyder højdramatisk, og det er det også. Alligevel formår Shakman at styre uden om hul rabalder-action, som andre superheltefilm ender i.
Der er bestemt tempofyldte actionscener i den nye film, når superheltekvartetten drager i kamp mod den overvældende stærke superskurk (der heldigvis fylder meget mere end i ’Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer’ fra 2007). Men meget af tiden dvæler filmen også ved, hvordan den annoncerede dommedag påvirker superheltefamiliens relationer og resten af verden.
En verden, man som publikum virkelig mærker takket være filmens gennemførte production design og visuelle stil. Ligesom i Shakmans forfriskende Marvel-serie ’WandaVision’ pakker instruktøren superhelteuniverset ind i et retro-lækkert og charmerende look, som kobler 60’er-periodebillede sammen med futuristisk sci-fi.
Resultatet er sprudlende og ovenud frydefuldt – allerede fra den indledende, hurtige gennemgang af hovedpersonernes origin story, som vi får forklaret gennem et farverigt talkshow med analoge filmoptagelser.
På morsom meta-manér findes der ydermere en tegnefilmserie inde i fiktionen, som har givet Ben catchphrasen »It’s clobberin’ time!«, selvom den ’virkelige’, efterhånden frustrerede Ben ikke ynder at sige det.
Vi slipper til gengæld for et andet selvrefererende element, som længe har tynget MCU, nemlig det famøse multivers’ evindelige krydsninger af forskellige kendte og mindre kendte superheltefigurer og deres parallelle verdener.
’Fantastic Four’-filmen har fået lov til at være i sit eget univers og på en anden jordklode end de tidligere MCU-film, og det føles befriende, at fortællingen eksisterer for sig selv uden krydshenvisninger og cameos.
Lidt endnu. For jeg ved selvfølgelig godt, at Fantastic Four allerede næste år møder de andre Marvel-helte til det helt store sammenskudsgilde, ’Avengers: Doomsday’.
Indtil da vil jeg glæde mig over den tiltrængte opkvikker, som ’The Fantastic Four: First Steps’ i hvert fald lige nu er for Marvel-kolossen.
Kort sagt:
Matt Shakman har præsteret den klart bedste ’Fantastic Four’-filmatisering, hvor man virkelig mærker og kerer sig om superheltefamilien og deres retro-futuristiske verden. Filmen føles samtidig som en tiltrængt opkvikker for Marvel Cinematic Universe, fordi den får lov til at eksistere i sin egen verden – fri for resten af filmfranchisens cameo-spækkede og trættende multivers-mikstur.