MJ Lenderman er hypet som ind i helvede. På Syd For Solen tog han det helt, helt afslappet
KONCERT. »Jeg er skide misundelig på alle jer, der skal se MJ Lenderman i morgen«, sagde Sam Fender på et tidspunkt under sin lukkekoncert på Syd For Solen fredag aften.
Det overrasker mig ikke, at han er fan. For mens Fender selv kan bryste sig af en »uprætentiøs folkelighed«, som Soundvenues anmelder formulerede det, er Lenderman et så roligt og afslappet gemyt, at de fleste andre musikere til sammenligning fremstår højrøstede.
Således også lørdag eftermiddag, hvor amerikaneren – selvfølgelig iført t-shirt, jeans og truckercap – indtog den lidt mindre Under Himlen-scene til sin første danske koncert i eget navn og første af slagsen, siden modergruppen Wednesday forrige år lagde vejen forbi Loppen.
At Lenderman har rødder i et dødsfikseret støjrockband, fornemmede man ikke på Syd For Solen, hvor han i stedet var flankeret af backingbandet The Wind, der tog os sikkert gennem sangene fra sidste års ’Manning Fireworks’, som helt fortjent har givet Lenderman sit store gennembrud.
Et album, der i sine støvede, slacker-rockede kompositioner vækker minder om både Neil Young og Drive-By Truckers, og som på mange måder lige så godt være kunne udkommet i 70’erne eller 00’erne.
Dermed ikke sagt, at hypen omkring MJ Lenderman bare er et spørgsmål om nostalgi, selvom den 26-årige singer/songwriter må forventes at tale direkte til hjertet på det snart midaldrende segment, der ellers mest bare foretrækker at lytte til gamle Pavement-plader.
Nej, hypen skyldes først og fremmest, at Lenderman trods sin tilbagelænede natur er blandt tidens bedste nye sangskrivere, som formår at være både sjov og spydig og ofte begge dele på samme tid, og hvis tekster om alt fra ‘Guitar Hero’ til toksisk maskulinitet er lige så livskloge, som de er sarkastiske.
Faktisk er Lenderman så dygtig en lyriker, at man nogle gange glemmer, at han også er en suveræn guitarist. På Syd For Solen mindede han os om det faktum med op til flere vrælende soloer og en overskudsagtig leg med feedbacken i overgangen mellem ‘Rudolph’ og ‘Toon Town’.
Stedvist kammede Lendermans rolighed over. Albumfavoritten ‘Wristwatch’ burde have været en af koncertens store forløsninger, men blev leveret i en halvdoven udgave i et lavere tempo. »Yeah, you know I love my TV«, sang han i ‘Joker Lips’ og lignede da også én, der hellere ville hjem og catche op på sæson fire af ‘The Bear’.
Men når materialet er så godt, som det er – og når Lendermans skurrende stemme ligesom på forrige års forrygende livealbum ‘And The Wind (Live and Loose!)’ nærmest kun tog sig endnu bedre ud live – var det nok.
Til ingens overraskelse er Lenderman en mand af få ord. »Hvordan har I det derude?«, spurgte han pligtskyldigt, mens han tunede guitaren inden ‘On My Knees’, men det var næsten også det hele.
Det gav ham rigelig tid til også at grave dybere i kataloget med afstikkere til både foregående soloplader og sit tømmermændsmelankolske cover af sjælefællen This is Loreleis ’Dancing in the Club’, inden hele herligheden blev rundet af med standalone-singlen ’Knockin’.
Her slap Lenderman for alvor tøjlerne og lod det Dylan-refererende nummer vokse til skrålende proportioner. Det var det, vi manglede.
Lenderman er efterhånden vokset sit band over hovedet i en sådan grad, at han har måttet trække sig fra live-udgaven af Wednesday for at prioritere sin solokarriere. Medier verden over er ved at falde over hinanden for at kåre ham til det generationstalent, han åbenlyst er.
Den slags ville nok bringe de fleste ud af fatning. Men MJ Lenderman virker til at tage det helt, helt afslappet.
Kort sagt:
Sangskrivergeniet MJ Lenderman er vokset modergruppen over hovedet, men at dømme ud fra amerikanerens tilbagelænede eftermiddagskoncert på Syd For Solen er det ikke noget, han tænker så meget over.