ANBEFALING. »How many roads must a man walk down ‘til he learns / He’s just a jerk«, synger MJ Lenderman på nummeret ‘Rudolph’ fra sit nye soloalbum, ‘Manning Fireworks’.
Dén linje indkapsler mere end nogen anden, hvem den 25-årige amerikaner er som sangskriver: Han er gammeldags – for ja, selvfølgelig er det en reference til Bob Dylans ’Blowin’ in the Wind’ – men han er også fandens sjov og til tider herligt upoetisk sammenlignet med forbillederne.
Sangen handler i øvrigt om julemandens titulære rensdyr, der bliver kørt over af Pixar-bilen Lightning McQueen i en brandert. Hvilket jo heller ikke ligefrem er et emne, man kunne forestille sig Dylan dykke ned i.
De finurlige tekster er noget af det, folk oftest slår ned på, når Lenderman gang på gang kåres som et musikalsk mirakel. Hvilket medier verden over den seneste tid har været ved at falde over hinanden for at gøre.
»MJ Lenderman banker på døren til rockstjernestatus«, lød det allerede sidste år i Stereogum, vistnok med endnu en reference til Dylan. »Et generationelt sangskrivertalent«, blev han for nylig kaldt i The Guardian.
Personligt mindes jeg ikke, at en enkelt person har haft så meget goodwill i indieverdenen, siden Phoebe Bridgers for mere end fire år siden gik fra darling til dronning på mesterværket ’Punisher’. Kærligheden til ham er enorm. Og han er da også svær ikke at elske.
Et sted midt imellem
Kender man ikke MJ Lendermans navn, har man måske hørt om hans band Wednesday, hvor Lenderman overlader vokaltjansen til ekskæresten Karly Hartzman for i stedet at fokusere udelukkende på det, han nok i virkeligheden er allerbedst til: at spille guitar.
Ligesom Lenderman selv er Asheville-kvintetten et af de mest lovpriste navne i indierocken lige nu, og deres gotiske sydstatsfortællinger nåede sidste år et foreløbigt højdepunkt på det fremragende album ’Rat Saw God’.
Andre vil genkende hans skurrende stemme fra Waxahatchees album fra tidligere i år, ’Tigers Blood’, hvor Lenderman dukker op på flere af numrene som både guitarist og korsanger, og hvor han blandt andet står bag de ømme harmonier på førstesinglen ‘Right Back to It’.
Som soloartist lander Lenderman et sted midt imellem. Ligesom hos Wednesday spøger Drive-By Truckers’ frimodige countryrock i baggrunden, og udover Hartzman er også bandkammeraten Xandy Chelmis en hyppig samarbejdspartner, når Lenderman mangler pedal steel.
Andre steder skinner moderbandets mere støjende tendenser også igennem. Eksempelvis på det stærke livealbum ‘And the Wind (Live and Loose!)’, som jeg sidste år slog et slag for, eller når Lenderman vælger at lukke hele den nye plade med seks minutters ren guitarfeedback.
Men samtidig forstår man godt slægtskabet med Katie Crutchfield og ikke mindst hendes to seneste album under Waxahatchee-pseudonymet, hvor hun i højere grad favoriserer varme americana-arrangementer. I soloregi er Lenderman en langt mere afdæmpet størrelse.
En exceptionel sangskriver
Når musikpressen er faldet så pladask for Lenderman, som de er, skyldes det dog som sagt ikke kun hans rullende riffs eller de mange soloer, der dukker op på stort set samtlige numre, men som sjældent virker flashy.
For selvom man kan pege på alle mulige referencer i musikken – udover Dylan og naboerne i syden hører jeg også elementer af Guides By Voices og Mac DeMarcos slacker-rock, mens Lenderman selv fremhæver Neil Young som et stort forbillede – er det i teksterne, at han for alvor skiller sig ud.
Allerede på gennembrudsalbummet ‘Boat Songs’ fra 2022 var det tydeligt, at vi har at gøre med en exceptionel sangskriver, og både den tørre sarkasme og de spydige bemærkninger er heldigvis intakte på ‘Manning Fireworks’.
Ofte handler det om mandlige, ensomme tabere – eller jerks, som Lenderman kalder dem – som når han med lige dele sympati og foragt skildrer midtlivskriser på ‘She’s Leaving You’ og ‘On My Knees’, eller når han revser Andrew Tate-inspirerede alfahanner på ‘Wristwatch’.
Andre gange er det livet i storbyen, der står for skud: »Don’t move to New York City, babe / It’s gonna change the way you dress«, synger han på lukkeren ‘Bark at the Moon’. Det er forfriskende bondeknoldet.
Dén del af Lendermans talent skinner selvsagt ikke lige så tydeligt igennem i hverken Wednesday eller i hans samarbejder med andre (fik jeg nævnt, at han også plejede at spille trommer for Indigo De Souza?), og netop derfor er der masser af grund til at have øjnene stift rettet mod hans solokarriere.
Hypen er god nok.
‘Manning Fireworks’ er ude nu.