Stjernespækkede Snocaps sænker skuldrene på et debutalbum fuld af øvelokalerock
ALBUM. Der er ikke noget at sige til, at det kan være et enormt stort pres at være internationalt anerkendt og kritikerrost musiker. For hver en spraglet koncert, man spiller, for hvert et »mesterværk«, man udgiver, vokser forventningerne til ens kunst, ambitioner og produktivitet.
Derfor er det lige så forståeligt, at nogle kunstnere vælger at gemme deres planer og projekter for omverdenen indtil sidste øjeblik. Sidst i oktober fik indiefans over hele verden netop sådan en overraskelse: Et debutalbum fra den hidtil ukendte gruppe Snocaps landede på streamingtjenesterne, og havde man ikke lige tjekket nyheder på diverse musiksider, kunne man lytte helt og aldeles neutralt – uagtet hvem der stod bag.
Det selvbetitlede album byder (foruden en kort outro) på 12 behagelige rockskæringer, der hver især stryger én med hårene igennem deres små to-tre minutters spilletid. Slackerguitar, simple rocktrommer og minimalistiske soli med country-undertoner lægger bunden for en twangy vokal, der er i førersædet – en vokal man absolut kender, hvis man har dyrket indiemusik de sidste 10 år.
Der er tale om Katie Crtuchfield – alias Waxahatchee – der sidste år udgav en af de mest anerkendte alternative country-plader, ‘Tigers Blood’. I Snocaps har hun allieret sig med tvillingesøsteren Allison Crutchfield (med hvem hun havde det glimrende teenageband P.S. Eliot), Waxahatchee-produceren Brad Cook og ingen ringere end MJ Lenderman.
Særligt Katie Crutchfield og Lenderman har haft travlt de sidste par år med soloudgivelser, masser af koncerter og for sidstnævntes vedkommende også en af en årets bedste rockplader med bandet Wednesday. Lenderman var i øvrigt en flittigt brugt guitarist på Waxahatchees ‘Tigers Blood’.
Derfor giver det også afsindigt god mening, at de mennesker har haft lyst til at trække sig (så vidt muligt) ud af rampelyset og skrive noget musik, der ikke blev gransket af journalister, fans og branchefolk, inden det overhovedet blev udgivet.
‘Snocaps’ emmer af spilleglæde og intuition, og fra åbningsnummeret ’Coast’ til den på ingen måde bitre ende er man som lytter inviteret med ind i øvelokalet. Der er en intim synergi over de fire medlemmers musik – man skal ikke undervurdere styrken af, at de to primære sangskrivere har kendt hinanden siden fødslen.
Katie Crutchfields vokal er langt fremme i lydbilledet, og omkvædene er catchy og nemme at synge med på fra første lyt. Guitaren brummer, men skærer aldrig i ørene. Det er en rockplade, men for Snocaps er ukomplicerede ørehængere vigtigere end sprængfarlige energiudladninger.
Det skal siges, at der ikke er meget på spil i det her projekt: Der bliver ikke musikalsk taget store risici, der virker ikke til at være ambitioner om at skrive et album, der går over i historiebøgerne. I december spiller bandet seks koncerter i USA, og så går de måske, måske ikke på pause på ubestemt tid.
Snocaps handler om noget helt andet end at spille med musklerne. Det er fire venner, der deler en glæde ved at spille musik sammen, og de har tilfældigvis optaget, hvad der opstod i øvelokalet. Kan man leve med den præmis, og er man glad for nedbarberet indierock, der kan ramme én i hjertekulen, så bliver man ikke skuffet over Snocaps’ debutalbum.
Kort sagt:
Waxahatchee og hendes tvillingesøster Allison Crutchfield har allieret sig med MJ Lenderman og Brad Cook på en uprætentiøs og melodisk stærk indierockplade. Albummet går ikke over i rockhistorien, men de sødmefulde sange kan varme én i selv den koldeste efterårsblæst.