The Armed ’Perfect Saviors’
Navnet lyder bekendt. Hvem er det nu lige, de er?
Det skifter lidt. The Armed har et konstant roterende lineup og ingen faste medlemmer udover frontmand Tony Wolski. Men hvis navnet ringer en klokke, skyldes det måske, at bandet næste år vender tilbage til Roskilde Festival efter i 2019 at have spillet en af årets vildeste koncerter, da de rev Pavilion-scenen i småstykker med deres smadrede, støjende hardcore.
Støjende hardcore! Jeg troede, det skulle handle om rock.
Det skal det også. Hver gang The Armed skifter medlemmer, skifter de nemlig også stil, og på deres seneste album har de besluttet sig for at dekonstruere garagerocken, som vi kender den fra 00’ernes New York-scene. Tænk The Strokes’ ’Room on Fire’, bare mere krøllet.
Blondshell ’Blondshell’
Nå ja, den nye Snail Mail.
Forkert! Det kan være fristende at sætte Sabrina Teitelbaum aka Blondshell i bås med ditto kvindelige indierockere som Snail Mail, Jay Som og Julia Jacklin, men på sit selvbetitlede debutalbum har den unge amerikaner og hendes vodkastinkende tekster langt mere til fælles med flossede 90’er-ikoner som Courtney Love og Liz Phair.
Okay, jeg er solgt. Hvornår kommer hun til Danmark?
Lige om lidt faktisk. Blondshell spiller nemlig også på Roskilde Festival til sommer. Så du kan lige nå at lære alle sangene om stofmisbrug og usle mænd udenad, så du kan stå helt oppe foran og skråle med på guldkorn som »Look what you did / You’ll make a killer of a Jewish girl«.
Wednesday ’Rat Saw God’
Mener I Netflix-serien? Ellers er jeg ikke interesseret.
Men det burde du være! Asheville-kvintetten har ganske vist ikke det fjerneste at gøre med Adams-familiens eneste pigebarn (selvom bandet også har et makabert forhold til døden), men deres country-inspirerede take på støjrocken og forsanger Karly Hartzmans grotesk-geniale skildringer af sydstatslivet har aldrig lydt bedre end på deres femte album.
Det lyder lidt deprimerende.
Helt ærligt: Det er det også. Men der altså noget dragende ved at høre Hartzman udlægge sine pilrådne barndomsminder fra hjemstavnen Greensboro, North Carolina tilsat Xandy Chelmis’ sært lullende lapsteel og Jake Lendermans alt-rockede licks. Og apropos Lenderman …
MJ Lenderman ‘And the Wind (Live and Loose!)’
Ham har vi haft!
Ja, men i en helt anden kontekst. Som soloartist er Jake Lenderman – eller MJ Lenderman, som hans eget projekt hedder – en langt mere opløftende størrelse, og sidste måneds triumferende livealbum er det perfekte sted at starte, hvis et ungdommeligt, goofy take på klassisk rock a la Neil Young og Bob Dylan lyder som noget for dig.
Livealbum plejer at være sådan lidt … upolerede.
Og det her er ingen undtagelse. Men det er Wednesday-guitaristens studieindspilninger sådan set også. Det er en del af charmen. Men hvis du virkelig er allergisk over for liveformatet, kan vi også varmt anbefale Lendermans soloalbum fra sidste år, ’Boat Songs’.
Bar Italia ’Tracey Denim’ + ’The Twits’
Det er sgu da to album.
Alright, vi snyder måske en smule her. Men slackerrockerne i Bar Italia fortjener ros for at have udgivet ikke bare én, men to stærke rockplader i deres første år på det hæderkronede indie-label Matador Records. Vi spår en stor fremtid for den produktive London-trio.
Vent, London-trio? Var de ikke fra Italien?
Nej, bandnavnet er – så vidt vi ved – blot en reference til Pulp-klassikeren af samme navn, og netop dyrkelsen af ærkebritisk rock fra 90’erne løber som en rød tråd gennem de to album, gruppen har sluppet i år. Bare i en spartansk, lo-fi-agtig indpakning, der føles umiskendeligt undergrund.
Parannoul ‘After the Magic’
De hedder altså Paramore.
Hayley Williams og co. udgav ganske vist også et stærkt rockalbum i år, men nej, vi mener faktisk Parannoul. En til stadighed anonym koreaner, der i 2021 blev lidt af en kultstjerne på internettet for sin spraglede shoegaze, som han efter sigende både skriver og indspiller i sin studiebolig i Seoul.
I skal ikke bilde mig ind, at I snakker koreansk …
På ingen måde. Men man behøver heller ikke fatte et klap af koreansk for at sætte pris på den anonyme musikers major label-debut. Det handler bare om at lade sig omslutte af hans drømmende lydlandskaber, der på ’After the Magic’ føles større og mere grandiose end nogensinde.
Militarie Gun ’Life Under the Gun’
Ud fra navnet lyder lidt for voldsomt til min smag.
Det er faktisk slet ikke så slemt. Frontmand Ian Shelton er godt nok vokset op i The Bay Areas hardcore-miljø og spiller også i Powerviolence-projektet Regional Justice Center, men med sit nye band udforsker han bevidst en mere poppet lyd, hvor de fleste kan være med. Selv Post Malone er fan!
Åh nej, minder det så om Postys rockfadæse fra i sommer?
Heldigvis ikke. I stedet rammer Militarie Gun en perfekt balance mellem punkens aggressioner og et mere melodisk udtryk, der i højere grad trækker på powerpop og 90’ernes alternative rockscene. Shelton har selv døbt genren »hardcore pop«, men uanset, hvad vi kalder debutalbummet ’Life Under the Gun’, er vi vilde med det.