Døden lurede i alle afkroge, da Wednesday kom til Christiania
Tro det eller lad være, men jeg havde i al hemmelighed gået og håbet på, at denne søndag i slutoktober skulle blive kold, våd og blæsende.
At det skulle blive en af de dage, hvor man ønsker sig langt ned under dynen. For det er i lige netop sådan en setting, man vil se det glimrende, gloomy indieband Wednesday.
Her en uge inde i deres første reelle turné uden for USA besøgte de et Loppen, som stadig bar præg af weekendens Halloween-personalefest, og som således var uhyggeligt pyntet op med diverse spøgelser, spindelvæv og græskar.
Forsanger Karly Hartzman var malet som et skelet i ansigtet, så hun passede helt perfekt ind i omgivelserne. Det var ikke noget, hun påtalte eller gjorde et større nummer ud af, hvilket føles som essensen af Wednesday. Det uhyggelige eller grimme er fuldstændig umiddelbart og findes sameksisterende med det smukke og dejlige.
Hartzman lever og ånder simpelthen det univers, som udspiller sig i Wednesdays tekster. Det kom blandt andet til udtryk i en lille kommentar mellem et par numre, hvor hun på ufrivillig flersproglig poetisk vis fortalte, at de havde besøgt »the Kierkegaard graveyard«. Det rimer i både ordlyd, betydning og semantik. Fantastisk.
Døden lurer i alle afkroge af Wednesdays tekster, og med skiftevis upbeat letbenede countryrockende sange som powerpop-bangeren ‘Chosen to Deserve’, de mere slagkraftige, doomede numre som ‘Twin Plagues’ og så dem, der har begge ting i sig, som den ‘Waterloo Sunset’-inspirerede ‘Quarry’, der i liveudgave også lugtede lidt af Holes ‘Miss World’, indtager Hartzman rollen som både færgemanden Karon, der sejler de stakkels dødsdømte over floden Styx til dødsriget og gudernes læge Asklepios, der kan vække dem til live igen.
Og hvad angår død og liv:
Karly Hartzman tør – i modsætning til så mange andre artister – at bruge sit privilegium som optrædende kunstner til at komme med klare politiske budskaber.
På Loppen introducerede hun sidste sang med en tilbagelænet, uhøjtidelig og enormt reel fordømmelse af Israels krigshandlinger og en direkte opfordring til at donere til Palestine Children’s Relief Fund. Det sker ikke på de store scener.
Med den slags tanker kørende i hovedet er det svært ikke at associere musikken med det katastrofale, og jeg må indrømme, at jeg blev helt rørt.
Der var tale om det storslåede ‘Bull Believer’, en kandidat til årets rocknummer, som faktisk var en af de sange, jeg frygtede mest for live.
Der er blevet skrevet meget om tilblivelsen af nummeret og især dens afsluttende passage, hvor Hartzman skriger den Mortal Kombat-inspirerede tekst ud i intetheden: »Finish Him! Finish Him! Finish Him!«
Jeg var ærligt talt lidt bange for, at det var blevet for meget en schtick, og at den store, episke slutning skulle gå hen og blive corny. Men i stedet blev jeg blæst baglæns af det samlede lydbillede, som både var monumentalt og nede på jorden. For stort og for småt på samme tid.
Kort sagt:
Wednesday indfriede, måske hjulpet på vej af vind og vejr, de tårnhøje forventninger efter dette års fænomenale udgivelse ‘Rat Saw God’.