’Seksten solopgange’ er en arbejdspladsroman om den mest interessante arbejdsplads i verden

ROMAN. Rundt om Jorden svæver der mennesker lige nu.

Vi tænker ikke rigtig på dem, fordi Andreas Mogensen er kommet tilbage til de københavnske kødgryder igen.

Det er selvfølgelig kosmo- og astronauterne, der bebor Den Internationale Rumstation. Det er en atypisk arbejdsplads, men ikke desto mindre en arbejdsplads – og det satte Samantha Harvey sig for at beskrive i Bookerpris-vinderen ’Seksten solopgange’, der nu udkommer på dansk.

Det er en bog, hvor plottet er så ikke-eksisterende, at man skulle tro, det havde fået en ordentlig tur med knofedt og Vanish Oxi Action med aktiv ilt.

Vi følger seks astronauter ombord på rumstationen i et døgn. De har ikke nogen nævneværdige konflikter med hinanden. Der er ikke nogen hull breaches i sektor 4. Sandra Bullock og George Clooney kæmper ikke for deres liv.

Vi følger bare en gruppe astronauter, der sover, spiser, går på arbejde, træner og går på toilettet.

Fascinationskraften burde være i bund, men så er der lige det med, at det hele foregår i vægtløs tilstand, at rumstationen passerer rundt om jorden 16 gange på et døgn, og at astronauterne kan se hele vores afsindige planet, når de kigger ud ad vinduet.

’Seksten solopgange’ er klart en arbejdspladsroman, men det er altså om en arbejdsplads, der muligvis er den mest interessante i verden – også på en halvkedelig tirsdag.

Alt, overalt, på samme tid

Hvor plottet træder til side, træder poesien og perspektivet til.

En meget stor del af romanen er mennesker, der ser ud ad et vindue. For det de ser, er alt.

De ser floder, deltaer, lande, kontinenter og vejrsystemer. Byernes lys, det fjerne hjem, solen der står op igen og igen på den samme dag.

Det er storladent og overrumplende. Det er et blik, der kun er astronauten forundt – at kunne se kloden som et samlet hele, som et hjem for os alle, som en stor samlet verden, hvor grænserne ikke findes, hvor nationalstaterne viger for menneskeheden.

I virkeligheden opsummerer en af astronauterne selv disse tanker:

»De små ting er for banale og resten er for ufatteligt, og der er ikke rigtig noget indimellem«

Det er en roman, der insisterer på sit perspektiv. På at der er noget særligt over at være Jordens udsendinge, der kigger tilbage på Jorden og ser alt.

Astronauterne kan se, men de står helt uden for indflydelse. Så de kan ikke så meget andet end at tænke, overveje, meditere og fantasere.

Det bliver en roman om planeten, om Jorden, om menneskeheden, fordi afstandene er så enorme, men det giver også romanen en afstand til sine karakterer og en distanceret kulde.

Det gør det svært at leve sig ind i karaktererne, selv når deres indre verdener er i oprør. Selvom de har navne som Roman og Chie udvisker de sig let og bliver til Astronaut A og Astronaut B.

Det er ikke lykkedes at skabe dem som bærerende karakterer, fordi romanen generelt ikke taler til følelserne. Det er en hjernebog, der fascinerer med store tal, fysik og afstande mellem himmellegemer.

Dermed ikke sagt, at det er en lærebog i astrofysik. Det er vi heldigvis langt fra, men menneskeligheden træder i baggrunden, når ’menneskeheden’ som begreb skal træde frem.

Sætningernes sfæriske musik

Jeg har ikke skrevet om den måske egentlige hovedkarakter endnu: Sproget. Samantha Harvey svinger sig helt derop, hvor ingen dansker sprogligt ville turde at bevæge sig.

Det er odiøst, besjælende, besyngende, voluminøst, storladent.

Og det går desværre ikke godt hele tiden. På dansk. For der er en klar forskel på den engelske originaltekst og den danske.

Det handler ikke om ringe oversættelse, for romanen er faktisk ganske godt oversat. Sproget flyder fint og lykkes de fleste steder.

Men man mærker det danske sprogs mangler, at det simpelthen ikke er lige så ordrigt og alvorligt et sprog, som engelsk kan være.

Hvor det engelske lykkes med at beskrive det celestiale og stellare prunkløst, er det danske sprog nu engang bare bedre til at beskrive mudder, en fladmast cigaretpakke og en ko der løber ud foran en traktor. Det hele er lidt mere jordbundet på dansk.

Et konkret eksempel er her i ’Seksten solopgange’:

»Måneastronauterne katapulteres forbi dem i et fem-millioner-dollars flammehav af festklædt herlighed.«

Det er en sætning, der ikke lyder helt rigtig på dansk. Den bliver overlæsset og altmodisch.

I ’Orbital’ lyder det langt mere spiseligt:

»The lunar astronauts are catapulted past them in a five-billion-dollar blaze of suited-booted glory.«

Det glider simpelthen lettere ned. Og sådan føles det hele vejen gennem romanen, der er så alvorlig, sagtmodig og storladen. Den kan være gribende og smuk, men det danske sprog haler den ned på jorden igen.

Når det er sagt, er ‘Seksten solopgange’ en skrøbelig og smuk konstruktion, der svæver blandt stjernerne det meste af tiden. Den er fascinerende og udnytter sit enestående perspektiv.

---

Kort sagt:
‘Seksten solopgange’ er halvt arbejdspladsroman, halv meditation over hele vores klode. Den er lidt kedelig, men meget smuk og forsøger at handle om alt – og er lige ved at lykkes med denne umulige opgave.