‘I mellemtiden er vi ingen’: Kronisk basket debutroman er lutter mindeværdige scener
ROMAN. »Jeg ved sgu ikke, hvad der skal blive af mig. Det skal jeg jo snart til at finde ud af.« Sådan siger den slut-20’er-ramte William til sin stoner-ven Tais, som snart skal være far.
Hele Frederik Drescher Kluths debutroman, ’I mellemtiden er vi ingen’, udspiller sig i den tid, “snart” kan udstrække sig til, mens man koger rundt og forsøger at slippe for at skulle håndtere de ting, man ikke magter at håndtere.
Det kunne man have skrevet en meget alvorlig bog om. Det har Kluth heldigvis ikke gjort. Ikke at bogen er useriøs, slet ikke. Den behandler blandt andet selvmord, svigt, misbrug, kriminalitet, al den slags lort, og hvordan det kan præge mennesker for livet, men den gør det på en måde, der mest af alt minder mig om ’The Big Lebowski’.
Romanen emmer af varme og humor, og så er den skrevet i en uprætentiøs no-bullshit tone, der hverken tager for tungt eller let på tingene. Man forstår, at flere af karaktererne lever og har levet hårde liv, men heldigvis bliver de ikke degraderet til kun at skulle repræsentere en eller anden socialklasse.
Bogen er fortalt af William, en uni-dropout (mest fordi det var for kedeligt med alle de bøger), der arbejder som flyttemand sammen med de eks-indsatte Torsten og André i et lidt uortodokst flyttefirma kaldet Arbejdsdrengene.
William og ekskæresten Vera er selvfølgelig lige gået fra hinanden, ligesom han selvfølgelig har et uforpligtende forhold til lækre Molly, der selvfølgelig skal til Frankrig i to år, og selvfølgelig vil han hellere ryge endnu en joint end at forholde sig til sine følelser og sin fremtid.
Men trods den måske lidt klichéfyldte præmis hvad angår fremstillingen af en fyr i slut-20’erne, er historien velkomponeret og velfortalt. På sine 275 sider mister den ikke fokus én gang, selvom teksten, såvel som William, virker »kronisk basket« og spænder over mange scener med den ene obskure gamle ven efter den anden.
William hænger mest bare ud, og det er for det meste bare ret grineren selskab.
Bogen er lutter mindeværdige scener, og hvis jeg sad på et produktionsselskab, ville jeg skynde mig at sikre mig rettighederne til at lave en tv-serie ud af det her.
Ulogiske logikker
En stor kvalitet ved bogen er, at Kluth virkelig er loyal over for den særlige logik, der kan opstå i små fællesskaber. Den logik der virker så langt ude, hvis man bare betragter det udefra. Som i en genial scene, hvor William med sine roomies Carl og Victor prøver at finde ud af, hvordan de mest værdigt tager afsked med fisken René, som de har haft i et akvarium i køkkenet, men som nu er død. Hvordan gør man det? Man sender ham op i himlen med en heliumballon.
»Det ville være upassende at begrave en fisk på land, næsten en hån. Derudover ville det være decideret uværdigt at skylle en så hårdfør slørhale som René ud i toilettet som en lort. At sende ham op i himlen, den ultimative frihed, er selvfølgelig den eneste ordentlige afsked med en fisk, der har levet hele sit liv i fangenskab.«
Da de tre roomies senere læser selvskrevne digte op for René, virker det som en selvfølgelighed, fordi man som læser forstår, hvor vigtig den lille dumme fisk har været i deres lejlighed. Man bliver ikke holdt udenfor, men bliver en del af slænget, og dialogerne er så velskrevne og ofte virkelig sjove, at man bare flyder med.
Eksempelvis da Tais og William forestiller sig, hvad Tais’ nye søn skal lave som voksen og når frem til det her:
»’Han kunne nok blive en god flyttemand en dag,’ siger Tais pludselig, aer ham i håret og lægger ham igen. ’tror du ikk’? Eller sådan en fabriksarbejder, der strammer skruelågene godt fast på de der glas med syltede agurker.’«
Man kan ikke andet end at holde af at være i Tais og Williams selskab. For det kan godt være, at ’I mellemtiden er vi ingen’ handler om alt det tunge personlige ansvar, der følger med at blive voksen, men den viser også, at det måske ikke gør noget at vente lidt med alt det.
Kort sagt:
Frederik Drescher Kuhls nye roman udfolder det dødvande, slut-20’erne kan føles som, på en både sjov, seriøs og velskrevet facon. Med blik for alt det liv der foregår i livets lommer forfalder bogen heldigvis aldrig til følelses- eller forfaldsporno.