Soundvenue fortsætter kampen for en nysgerrig kulturdækning

Soundvenue fortsætter kampen for en nysgerrig kulturdækning
Fraads til en af Soundvenue og Det Kgl. Teaters fælles events i Operaen. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Soundvenue har tidligere i denne uge kortvarigt været taget under konkursbehandling grundet et mellemværende med Skat, der fejlagtigt ikke var betalt. Soundvenue betalte straks sit mellemværende, hvorfor konkurserklæringen er trukket tilbage, og Soundvenue er tilbage for fuld kraft.

»Soundvenue har en stærk ejerkreds, der støtter fuldt op om virksomheden og ser med optimisme på fremtiden«, udtaler Soundvenues direktør, Lasse Kyed.

»Vi er ambitiøse og vil levere en seriøs og engagerende dækning af kulturlandskabet i Danmark. Vi ser kulturdækningen svinde ind hos andre danske medier, og dermed vokser vigtigheden af Soundvenues projekt. Vi dækker ikke kun de bredeste navne, men er konstant nysgerrige på, hvor kulturens næste bølge kommer fra. Vi sætter fokus på nye tendenser og løfter spirende kunstnere frem i lyset«, udtaler Lasse Kyed.

Soundvenue har eksisteret siden 2002 og dækker blandt andet musik, film, tv, teater og litteratur. Alt indholdet på Soundvenue.com er gratis for læserne.

»Annoncefinansierede danske medier er i disse år presset af konkurrencen fra internationale techplatforme som Google og Meta, der æder majoriteten af de danske annoncekroner. Derfor glæder det os også, at vi sidste år modtog støtte fra den nyoprettede Magasinpulje. Omvendt ærgrer det os, at specialiserede kulturmedier som Soundvenue er afskåret fra at søge støtte fra andre puljer, som f.eks. Innovationspuljen. Det håber vi vil forandre sig i fremtiden«, udtaler Lasse Kyed.

Soundvenue-huset rummer også det kreative bureau Soundvenue Studio.

»Soundvenue Studio har fået en række større kunder i 2025. Kombinationen af et stærkt kulturmedie og et kreativt bureau, der bygger og forankrer brands i kulturen, er en stærk opskrift. Det er hårde betingelser at drive medieforretning i dag, men vi står kampberedte og mener, at vi trods modvind også står stærkt fremadrettet«, udtaler Lasse Kyed.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af