Sidste år kom det frem, at Colman Domingo debuterer som filminstruktør med den kommende film ‘Scandalous’, som har ‘Euphoria’-kollegaen Sydney Sweeney i hovedrollen.
Vi har at gøre med en biopic, der handler om Hollywood-ikonet Kim Novak, bedst kendt for sin rolle i Alfred Hitchcock-klassikeren ‘Vertigo’.
‘Scandalous’ stiller skarpt på den offentlige skandale omkring skuespilleren, da sladderpressen i 1958 meldte, at hun havde en kærlighedsaffære med den sorte sanger Sammy Davis Jr., som i filmen spilles af David Jonsson (‘Alien: Romulus’).
92-årige Novak har netop udtalt sig om projektet, som bekymrer hende. I et nyt interview med The Guardian hæfter hun sig ved titlen, som giver hende bange anelser for indholdet.
»Jeg synes ikke, forholdet var skandaløst«, siger hun.
»Han (Sammy Davis Jr., red.) er en person, jeg virkelig holdt af. Vi havde så meget til fælles, blandt andet behovet for at blive accepteret for, hvem vi er og hvad vi gør, i stedet for hvordan vi ser ud. Men jeg er bekymret for, at de vil få det til at handle udelukkende om seksuelle årsager«.
Novaks liv har også fået en dokumentarisk gennemgang i instruktør Alexandre O. Philippes nye film ‘Kim Novak’s Vertigo’, som får verdenspremiere på den igangværende Venedig-filmfestival.
Her skal skuespillegenden i øvrigt hædres i dag med en æres-Guldløve for sin karriere.
