Opdateret: En repræsentant for Snoop Dogg har sidenhen udtalt til The Hollywood Reporter, at den givne Instagram-kommentar er »falsk« og ikke er skrevet af Snoop selv, men af nogle andre, der fik adgang til hans konto og skrev en undskyldning i hans navn. Kommentaren er sidenhen blevet slettet.
Gangstarap-veteranen Snoop Dogg havde næppe antaget, at hans optræden i podcasten ‘It’s Giving’ ville vække så meget opsigt, som den har gjort.
Under podcasten fortalte han en anekdote om at se et queer forældrepar i Pixar-filmen ‘Lightyear’, som Snoop så med sit barnebarn – en anekdote, der kulminerede i, at han sagde, at han ikke var i stand til at forklare sin seksårige, hvordan et forældrepar kunne bestå af to kvinder.
»Jeg er bange for at gå i biografen«, og »skal vi vise det i den alder?«, sagde han blandt andet i podcasten.
Den kommentar vakte så meget opsigt, at selv en af skaberne bag den pågældende ‘Lightyear’-scene reagerede. Lauren Gunderson, der var ansat på Pixar, da de lavede ‘Lightyear’, fortalte, at hun var »skuffet« over Snoop Doggs kommentarer, og forklarede bevæggrundene for at lade forældreparret, der er på skærmen i ganske få sekunder, bestå af to kvinder.
Nu undskylder Snoop imidlertid for sine udtalelser. Han har efterladt en kommentar på et Instagram-opslag fra mediet Hollywood Unlocked, der omhandler Snoop Doggs udtalelser. I kommentarfeltet skriver han:
»Jeg blev bare hylet ud af den og havde intet svar til mit barnebarn. Alle mine homoseksuelle venner ved, hvad der foregår. De har ringet til mig med kærlighed. Jeg undskylder for ikke at kunne svare en seksårig. Fortæl mig, hvordan jeg kan lære, for jeg er ikke perfekt«.
Den evigt produktive rapper var senest aktuel med sit 21. studiealbum, ‘Iz It a Crime?’, der udkom tilbage i maj.
